Sådan skriver du en god AI-jobansøgning
Allerede i 2023 brugte 34 % af danskere kunstig intelligens (1), som med hastige skridt breder sig ud til hele befolkningen. I denne guide kigger vi nærmere på, hvordan særligt ChatGPT og generativ AI kan lette din jobsøgningsproces, og hvordan du skriver en AI-jobansøgning med fornuft, så du ikke går over stregen.
Hvilken kunstig intelligens kan man bruge til jobansøgninger?
AI eller kunstig intelligens er et bredt begreb og findes i alt fra vores telefoner til elbiler. Men i forbindelse med jobsøgning er det særligt den såkaldte generative AI (kunstig intelligens, der kan skabe noget), der kan hjælpe med mange opgaver, såsom at skrive ansøgninger. Udvalget af AI-værktøjer vokser hurtigt, men nogle af de mest etablerede og relevante løsninger, du kan bruge til AI-jobansøgninger, er følgende:
- Jobbutler.ai
- Jobmakker
- Claude
- ChatGPT
- Google Gemini
- Perplexity
Fordele og ulemper ved AI-ansøgninger
Fordele:
- Et simpelt udkast sparer dig tid
- Kan bruges til at få idéer til din ansøgning
- Du får feedback, uden at andre skal bruge tid på det
Ulemper:
- En god AI-ansøgning kræver samme tid, som en almindelig ansøgning
- Ansøgningen lyder generisk, hvis ikke du redigerer den
- Fejl i både faktuel information og sproget
Er det acceptabelt at skrive ansøgninger med AI?
Hvis man læser diskussioner på LinkedIn, vil man finde, at danske arbejdsgivere stadig er i et dilemma, når det kommer til AI-genererede ansøgninger.
Nogle arbejdsgivere bliver imponerede over kandidater, der bruger AI til at skrive ansøgninger. Dette betragter de i 2024 som et tegn på, at kandidaten er opfindsom, løsningsorienteret og hurtig til at tilegne sig nye teknologier.
Andre arbejdsgivere bliver skuffede over at se AI-jobansøgninger. Skuffelsen handler dog ikke om, at ansøgninger er AI-genereret, men at de er generiske og matcher jobannoncerne til punkt og prikke. Det vil sige, at de omtalte ansøgninger er skrevet kun ved brug af AI og en jobannonce, uden at give AI-værktøjet andre informationskilder, det kan arbejde med. Netop dette anbefaler vi, at du ikke gør med din AI-ansøgning, og her kan du lære, hvordan.
Sådan skriver du en AI-ansøgning med specialiserede AI-værktøjer
Du kan altid bruge de store generative AI-platforme til at skrive en motiveret ansøgning, men der findes specialudviklede AI-værktøjer, som gør det hele nemmere. Nogle af de første på markedet er jobbutler.ai og FTFa’s Jobmakker. Disse værktøjer læser dit CV og det jobopslag, du vil ansøge på, og kombinerer det med din egen fortælling om dig selv. Dette kan du indtale som en lydfil eller skrive som noter.
Derefter vælger du sprog og tonalitet, som AI-ansøgningen skal skrives i, f.eks., den samme som i opslaget, formel, afslappet, akademisk, eller humoristisk, og værktøjet skriver et udkast til en AI-ansøgning på ingen tid.
Når værktøjet er færdigt, bør du læse og rette din AI-jobansøgning til. Sørg for at skrive noget personligt og unikt for dig. Inkludér eksempler fra din arbejdserfaring, som illustrerer dine kompetencer og resultater. Derefter kan du bruge AI-værktøjet til at give feedback på din ansøgning samt til at læse korrektur.
Sådan skriver du en ChatGPT-ansøgning
Der er mange måder at skrive en ChatGPT-ansøgning på, men her er vores bud: Jo flere ressourcer du giver chatten, desto bedre kan den skrive.
3 nødvendige ressourcer til en ChatGPT-ansøgning
- En dansk guide om ansøgningsskrivning: Find en pålidelig, lokal guide på nettet, hvor der står både hvad der skal stå i en god ansøgning, hvor lang den skal være, og hvordan den skal struktureres. Du kan bruge en af de fagspecifikke guides, vi har vedlagt vores ansøgningseksempler. ChatGPT har for det meste lært af engelske tekster, dvs. den ansøgningsstruktur og formuleringer, den bruger, afviger fra danske standarder.
- Dit CV: Du kan bruge dit målrettede CV eller dit brutto-CV, som kan give chatten mere detaljeret information.
- Den stillingsannonce, du vil ansøge på.
Ekstra ressourcer til kvalitetsforbedring
- Opdateret information om virksomheden
- Noter fra din telefonsamtale med den potentielle arbejdsgiver
- Eksempler på lignende ansøgninger
- En dansk artikel om tips til at skrive en god ansøgning
- Beskrivelse af tonalitet
- Længdekrav (medmindre dette står i den guide, du giver den sammen med dit CV og jobannoncen)
- Beskrivelse af hvad der skal refereres til i den første sætning (telefonsamtale med arbejdsgiveren, jobannonce på nettet mm.)
- Eventuelt en liste med 3-5 faglige kompetencer og 3-5 personlige kompetencer, som den skal fokusere på
- Eventuelt instrukser om et maksimalt antal sætninger, der må begynde med ”Jeg”
- Henvisning til, hvilke kommasætningsregler du vil bruge
Tip:
ChatGPT’s muligheder og begrænsninger opdateres hele tiden; start med at spørge, om den i dag kan åbne og læse både filer og links for at blive klar til opgaven. Det kan være, at du skal skifte indstillinger for at kunne kombinere de to dataformater, eller at du skal vælge kun ét format.
Fremgangsmåde
- Åbn ChatGPT’s hjemmeside
- Opret en bruger, hvis ikke du har en
- Start en ny chat på forsiden
- Upload eller kopiér og indsæt de tekster, ChatGPT skal læse, og bed den om at skrive en jobansøgning. Du kan også bede om flere udkast, så du har lidt at vælge mellem, når du skal udarbejde den færdige tekst.
- Redigér teksten. Vælg evt. enkelte sætninger ud, og sæt dem sammen for at gøre din AI-jobansøgning mere målrettet og personlig. Skriv også dine egne sætninger ind, eller bed ChatGPT om at komme med synonymer på enkelte ord for at gøre din tekst mere unik.
Kvalitetskontrol og bearbejdning
For at skrive en god ChatGPT-ansøgning, bør du ikke overlade det hele til AI. Din ansøgning skal læses igennem, rettes til og gøres personlig.
- Få feedback: Bed ChatGPT om at gennemlæse din færdige ansøgning og komme med konstruktiv feedback samt forslag til rettelser.
- Læs korrektur: Åbn en ny chat, hvor du indsætter din færdige tekst og beder ChatGPT om at rette grammatiske fejl, tegnsætning, mm. Husk, at danske retskrivningsregler har ændret sig med tiden, og chatten har læst mange forskellige udgaver. Hvis du vil kunne regne med dens evne til at læse korrektur og især til at rette kommasætning, kan du bede den om at læse bestemte sider på f.eks. sproget.dk og følge de pågældende regler.
- Sammenlign ansøgningens tekst med din egen skrivestil, som arbejdsgiveren vil finde i dit CV. Sørg for, at din ChatGPT-ansøgning er skrevet i den samme tonalitet. Sammenlign den også med arbejdsgiverens jobannonce for at sikre dig, at din AI-ansøgning indeholder noget autentisk. Den skal ikke blot være skrevet efter jobannoncen.
Flere tips til at skrive en god jobansøgning med AI
Ring til arbejdsgiveren
Hvis du vil skrive en god AI-jobansøgning, bør du starte med at ringe på stillingsopslaget. Tænk over, hvilke spørgsmål om stillingen og opgaverne du vil stille. Du kan også bruge ChatGPT til at læse dit CV og jobannoncen og komme med 3-5 forslag til spørgsmål.
Brug arbejdsgiverens svar i din AI-jobansøgning for at gøre den autentisk. Du kan fortælle ChatGPT om noget, arbejdsgiveren har fortalt dig over telefon, som ikke står i jobannoncen, og bede den om at flette det ind i teksten. Du kan også selv tilføje det, når AI er færdig med at skrive.
Vælg det rette AI-værktøj til dine ansøgninger
Brug kunstig intelligens, der specialiserer sig i at skrive AI-ansøgninger. Disse værktøjer sparer dig en masse tid i forhold til ikke-specialiseret generativ AI og skriver en ansøgning, der opfylder minimumskravene. Denne AI-ansøgning kan du derefter give til ChatGPT, Claude eller andre værktøjer for at bearbejde den yderligere. Claude kan særligt anbefales, da den opfanger faktuelle fejl, laver research af høj kvalitet, og er særligt god til tekstarbejde.
“For at skrive en god ChatGPT-ansøgning, bør du ikke overlade det hele til AI. Din ansøgning skal læses igennem, rettes til og gøres personlig.”
Faldgruber
Pas på faktafejl om virksomheden
Hvis du skriver din AI-jobansøgning med specialiserede værktøjer, bør du undersøge, om det specifikke værktøj vil gå på nettet og researche opdaterede oplysninger om din potentielle arbejdsgiver, eller om det nøjes med det data, du uploader. Som udgangspunkt er værktøjerne drevet af ChatGPT. Den er kendt for at være doven i sin research og opdigte faktuel information. Den kan også skrive med afsæt i forældet information i stedet for at gå på nettet og ajourføre sin vidensdatabase.
Slet personlige oplysninger
Når du deler dit CV med kunstig intelligens for at skrive din AI-jobansøgning, kan det være en god idé at anonymisere personfølsomme oplysninger. Alt det, vi giver AI, kan tilgås af mennesker på udviklernes side for at lave stikprøver, analysere dataet og optimere værktøjerne. Dataet opbevares fra nogle få timer til flere år – dette kommer an på, hvilket værktøj du vælger, og hvordan du redigerer dine indstillinger.
Afsluttende overvejelser
Vil du øge volumen af de ansøgninger, du sender, kan kunstig intelligens hjælpe dig et godt stykke hen ad vejen. De fleste værktøjer er gratis, og du kan nemt bruge dem til at skrive det første udkast, finde alternative formuleringer og give feedback på din tekst.
Brug vores artikler om ansøgningsskrivning til at forberede ChatGPT eller dit foretrukne AI-værktøj på at skrive din AI-jobansøgning. På den måde får du en AI-ansøgning, der matcher danske standarder og følger anbefalingerne fra danske rekrutteringskonsulenter.
Indsæt den færdige ansøgningstekst i en ansøgningsskabelon, der matcher din CV-skabelon for at skabe et sammenhængende udtryk, og ansøg om din drømmestilling allerede i dag!
Kilder
(1) Tænketanken Mandag Morgen: Ny undersøgelse: 1 ud af 3 danskere bruger nu AI
(2) Algoritmer Data & Demokrati: ADD-projektets befolkningsundersøgelse 2023
Slå konkurrenterne
Få dine jobansøgninger til at skille sig ud fra andre kandidaters jobansøgninger.