Ansøgning om praktik

Ansøgning om praktik

En god praktikansøgning adskiller sig fra almindelige jobansøgninger, idet der ofte er mere fokus på kompetencer frem for erhvervserfaring. I denne guide finder du praktikpladsansøgningens opbygning og ansøgningseksempler, som du kan læne dig op ad i din skriveproces. Vi inkluderer også tips om alt fra layout til indhold, så din ansøgning til praktik kan fremstå professionel og målrettet.

Kom godt i gang

Forskellen mellem CV og ansøgning i forbindelse med praktik

Mens et CV giver et detaljeret overblik over dine faglige kompetencer og erfaringer, giver en ansøgning til praktik mulighed for at uddybe, hvorfor du er den rette kandidat til netop denne praktikplads. Din ansøgning skal forklare, hvordan dine kompetencer kan bidrage positivt i virksomheden, og få arbejdsgiveren til at ringe til dig.

Praktikansøgningens opbygning

Uanset om du søger erhvervs-, studie- eller virksomhedspraktik, er der fælles retningslinjer for, hvad en ansøgning skal indeholde. En god praktikansøgning har en længde på maks. en side og består af 6 følgende dele. 

Sidehoved

Brug denne liste for at udfylde sidehovedet på din praktikansøgning med de rigtige kontaktoplysninger:

  • Dit fulde navn
  • Adresse
  • Telefonnummer
  • E-mailadresse
  • Evt. et forkortet link til din linkedin-profil
  • Arbejdsgiverens firmanavn og adresse
  • Det fulde navn på din kontaktperson

Overskrift

Overskriften i din praktikansøgning skal hurtigt formidle det vigtigste om dig i forhold til praktikforløbet og virksomhedens behov. Medmindre virksomheden anmoder om at kalde din ansøgning noget bestemt, kan du med fordel genbruge din fængende CV-overskrift og skabe sammenhæng mellem de to dokumenter.

Her er tre eksempler på overskrifter til en praktikansøgning

  • Studiepraktik: Resultatorienteret marketingstuderende søger hands-on-erfaring med PPC
  • Erhvervspraktik: Energisk og smilende 16-årig søger praktisk erfaring med kundeservice
  • Virksomhedspraktik: Omsorgsfuld sygeplejerske søger pædagogisk erfaring

Indledning

I indledningen i din praktikansøgning skal du henvende dig til den kontaktperson, der er anvist i stillingsopslaget, og angive grunden til, at du skriver. Fortsæt med at besvare spørgsmålet ”Hvem er jeg?”. Undlad at skrive dit navn, alder og andre oplysninger, der allerede findes i dit CV – fokusér i stedet på det, der er relevant i forhold til det praktikforløb, du ønsker. Du kan også nævne din passion for branchen, virksomheden eller give udtryk for, hvordan praktikken passer ind i din karriereplan.

Eksempel til en praktikansøgning: Indledning

Hej Mathias,

Tak for vores inspirerende telefonsamtale d. 1. oktober, hvor du opfordrede mig til at ansøge om praktikantstillingen i jeres marketingafdeling. Som en kreativ og dedikeret kommunikationsstuderende ser jeg dette som en enestående mulighed for at udvikle mine færdigheder i et innovativt miljø.

Nuværende situation og kompetencer

I afsnittet om din nuværende situation og kompetencer skal du besvare spørgsmålet ”Hvad kan jeg?” i forhold til den arbejdsplads, du vil i praktik hos. Beskriv, hvordan dine erfaringer fra studie, kurser, dit første job eller frivilligt arbejde har forberedt dig til praktikforløbet. Her er det vigtigt at fremhæve konkrete eksempler på relevante færdigheder og resultater, der understøtter din praktikansøgning.

Eksempel på kompetenceafsnittet i en praktikansøgning

Under studiet har jeg lært om markedsføringsdiscipliner, herunder SEM og SMM. I mit seneste projekt udarbejdede jeg en kampagne, som øgede brugerengagementet med 15 % på tværs af kanaler. Denne øvelse har skærpet min evne til at analysere markedsdata og skabe indhold, der resonerer med målgrupperne. 

Motivation i en ansøgning om praktikplads

I motivationsafsnittet skal du besvare spørgsmålet ”Hvad vil jeg?”. Forklar, hvad der motiverer dig både fagligt og som person i forhold til netop denne praktikplads. Vis, at du har researchet virksomhedens kultur, og fortæl om dine egne værdier. Dette giver et fingerpeg om, hvordan du er som kollega. Du kan også beskrive, hvordan praktikopholdet passer ind i din karriereudvikling og personlige mål.

Praktikansøgning: Eksempel på motivation

Min motivation for at ansøge stammer fra jeres agile tilgang og stærke fokus på innovation. Jeg er begejstret for at arbejde med et team, der værdsætter kreativitet og banebrydende idéer. I denne praktikperiode ser jeg frem til at bidrage med mine digitale færdigheder og lære fra erfarne kollegaer.

Afslutning

Afslut din praktikansøgning med et par stærke og positive sætninger. Tak din drømmearbejdsgiver for deres tid, udtryk en klar interesse i at følge op med en samtale, og gentag, hvordan man nemmest kan kontakte dig.

Eksempel på en afslutning

Tak for at overveje min praktikansøgning. Hvis du ser mig som et match til jeres team, kan jeg træffes på 1234 5678 eller navn.navnsen@example.com. Jeg ser frem til at møde jer!

Eksempel på en ansøgning til praktikplads

Røde Kors
Vesterbrogade 29a
8000 Aarhus
Att.: Mette Poulsen

Navn Navnsen
Praktikvej 8
8000 Aarhus
Tlf. 1234 5678
Mail: navn.navnsen@example.com 

Dedikeret HR- og kommunikationsstuderende søger praktisk NGO-erfaring

Kære Mette, 

I forbindelse med vores tidligere samtale skriver jeg for at ansøge om praktikpladsen i HR- og kommunikationsafdelingen hos Røde Kors. Med dybdegående viden fra mit kandidatstudie og den praktiske erfaring fra XYZ og ABC Company har jeg en stor motivation til at skærpe mine kompetencer i NGO-sektoren og bidrage til Røde Kors' værdifulde arbejde.

I mit nuværende studiejob har jeg udviklet og implementeret kommunikationsstrategier, der har øget virksomhedens online tilstedeværelse med 20 %. Denne erfaring har givet mig indsigt i, hvordan effektiv ekstern kommunikation kan understøtte en organisations mål og værdier. Hos ABC Company fik jeg erfaring med rekrutteringsprocesser, intern kommunikation og mindre HR-opgaver. Min flersprogede baggrund og erfaring som frivillig rådgiver hos UngeIndsatsen har klædt mig på til at arbejde i et flerkulturelt miljø, som jeg glæder mig til at møde hos Røde Kors.

Min motivation for at være en del af jeres team ligger i min interesse for NGO-verdenen og de særlige krav, der stilles til HR-arbejde, som jeg gerne vil blive bedre til. Praktikforløbet ville ikke kun give mig uvurderlig erfaring, men også muligheden for at være med til at tage ansvar og bidrage til menneskets trivsel på tværs af landegrænser. Jeg ser frem til muligheden for at tale om jeres behov og forventninger for min læring, samt hvordan mine kompetencer kan støtte Røde Kors' mission.

Tak for din tid. Jeg glæder mig til at møde jer til en samtale og kan kontaktes på 1234 5678 eller navn.navnsen@example.com.

Med venlig hilsen,
Navn Navnsen

Dos & don’ts ved praktikansøgninger

Dos:

  • Vælg et velstruktureret layout, og sørg for, at din ansøgningsskabelon matcher din CV-skabelon. På den måde vil din samlede praktikansøgning se pæn og ordentlig ud og give arbejdsgiveren en positiv oplevelse.
  • Vær klar og tydelig i din kommunikation, og læs korrektur på din ansøgning, før du sender den.
  • Brug eksempler og tal for at illustrere dine kompetencer og resultater. Dette giver et klart billede af dine evner og erfaringer.

Don’ts:

  • Brug ikke standardansøgninger, da dette giver indtryk af manglende interesse og indsats. Målret din praktikansøgning den enkelte virksomhed.
  • Undgå at inkludere irrelevant information. Hvert ord i din ansøgning bør være relevant for stillingen.
  • Overdriv ikke dine kvalifikationer eller erfaringer. Vær ærlig og realistisk for at opbygge troværdighed og tillid.

3 tips til at skrive en god ansøgning om en praktikplads

Kontakt praktikpladsen før du ansøger

En indledende samtale med virksomheden giver værdifulde indsigter, hjælper med at skræddersy din ansøgning og viser dit initiativ.

Prøv at spejle arbejdsgiverens sprog

Genbrug nøgleord og vendinger fra annoncen om praktikstillingen. Dette gør din tekst mere relevant og hjælper med at passere ATS’er.

Undgå klichéer – brug eksempler og tal

I stedet for at sige "jeg er hårdtarbejdende", angiv da konkrete eksempler på, hvordan du arbejder, og sæt nogle tal på dine resultater.

Afsluttende tanker

Hvis du vil komme ud i praktik hos den virksomhed, du drømmer om, skal du vise, hvordan dine faglige og personlige kompetencer matcher virksomhedens behov. Tag et kig på vores CV-eksempel for praktikanter og andre ansøgningseksempler for at få en idé om, hvad der skal stå i dit CV, og hvad der skal skrives i din praktikansøgning.

Er du klar til at gå i gang med at skrive ansøgningen? Start med en af vores intuitive ansøgningsskabeloner, der hjælper dig hele vejen i skriveprocessen, og send din praktikansøgning allerede i dag.

Del via:

Slå konkurrenterne

Få dine jobansøgninger til at skille sig ud fra andre kandidaters jobansøgninger.

Kom godt i gang