Ansøgning som Revisor
Skrevet af Radvilé Liolyte, tekstforfatter • Senest opdateret d. 6. november 2024

Revisor: Ansøgning og eksempel

At blive ansat som revisor kræver mere end en stærk forståelse for tal og regnskaber. Det kræver også evnen til at kommunikere effektivt, danne relationer og være en troværdig rådgiver for dine kunder. I denne guide om en god revisors ansøgning vil vi dykke ned i, hvordan du kan skrive en overbevisende ansøgning, der fuldender dit revisor-CV og fremskynder din jobsøgning i regnskabs- og revisionsbranchen.

Kom godt i gang

Forskellen mellem en revisors CV og ansøgning

Det er vigtigt at forstå forskellen mellem et CV og en ansøgning, da de tjener to forskellige formål i ansættelsesprocessen. Et CV er en oversigt over din professionelle tidslinje og kvalifikationer – det må gerne være forholdsvis langt (omkring 1,5 side) og detaljeret. CV’et er det første, arbejdsgivere læser og sorterer kandidaterne efter.

Jobansøgninger bliver ikke læst som introduktioner i CV’er, men som følgebreve, når arbejdsgiveren allerede har valgt dit CV til. Din ansøgning som revisor bør derfor være så kort som muligt og formidle ny relevant information, som ikke står i dit CV – det være din nuværende arbejdssituation, din motivation for at søge jobbet samt en kort opsummering af kompetencer, der gør dig til den bedre kandidat. Den skal have en længde på maks. 0,75 side og opfordre arbejdsgiveren til at kontakte dig for en samtale.

Opbygning af revisors ansøgning

Uanset om du skriver en ansøgning som godkendt revisor, revisortrainee eller revisorelev – af respekten for arbejdsgiverens tid bør din motiverede revisoransøgning være kort, struktureret og velovervejet.

Sidehoved

I sidehovedet af din revisoransøgning skriver du dine og arbejdsgiverens kontaktoplysninger. Venstre side: firmanavn, adresse og det fulde navn på din kontaktperson. Højre side: dit fulde navn, adresse, telefonnummer og e-mailadresse. Dette sikrer, at arbejdsgiveren nemt kan kontakte dig, og det giver din ansøgning et professionelt udseende.

Overskrift

Medmindre arbejdsgiveren har bedt om andet, erstat da den nedslidte ”Ansøgning om stillingen som revisor” med en målrettet og informativ overskrift, som du også indsætter i dit CV.

Her er tre eksempler på overskrifter til en revisors ansøgning

"IT-stærk revisor, der omsætter data til løsninger"

"Proaktiv og digitalt orienteret revisor med 9 års erfaring"

"Resultatorienteret revisor med stærke analytiske færdigheder" 

Indledning

Start din revisoransøgning med at nævne den konkrete stilling, du ansøger om, og hvor du fandt jobopslaget. Hvis du har ringet til arbejdsgiveren efter at have set jobannoncen, er det bedst at indlede med at springe annoncereferencen over og henvise til den person, du har talt med, i stedet. Forklar kort, hvorfor du er interesseret i stillingen og i at arbejde for firmaet. Brug et par sætninger på at fremhæve dine mest relevante erfaringer eller færdigheder, og afslut indledningen med at udtrykke din entusiasme for muligheden for at bidrage til firmaets succes.

Eksempel på en indledning til en revisors ansøgning

”Hej Jens,

Jeg skriver til dig på opfordring af HR-chefen Clara, som jeg har talt med ifm. stillingen som revisor hos RSM. Med over fem års erfaring inden for revision og en stærk baggrund i digital økonomistyring, er jeg overbevist om, at jeg kan bringe en unik kombination af færdigheder og erfaringer til dit team. Jeg er særligt motiveret af jeres engagement i digital innovation og jeres ry for at fremme medarbejdernes udvikling. Med min tillidsskabende kundekommunikation og yderst stærke IT-færdigheder inden for regnskab og revision ser jeg frem til muligheden for at bidrage til jeres succes og fortsætte min professionelle udvikling.”

Nuværende situation og revisorkompetencer

Beskriv din nuværende karrieresituation, og hvordan dine færdigheder gør dig til en stærk kandidat til stillingen som revisor. Fremhæv specifikke aspekter ved din tidligere erfaring, der er særligt relevante for jobbet, og forklar, hvordan disse erfaringer har forberedt dig til de udfordringer, stillingen indebærer. Sørg for at være konkret, og brug eksempler for at understøtte dine påstande.

Eksempel på kompetenceafsnittet i en revisors ansøgning

”I min nuværende stilling som revisor hos Deloitte har jeg effektiviseret revisionsprocesser, opnået en dyb forståelse af økonomistyring og med succes gennemført komplekse revisioner under tidspres. Min stærke evne til at analysere finansielle data og arbejdsprocesser har bidraget til en stor kundetilfredshed og en stigning i produktiviteten på 20 %. For at gøre dette anvender jeg ikke blot Microsoft Excel på ekspertniveau, men også avancerede digitale værktøjer og revisionssoftware, som øger effektiviteten og nøjagtigheden hos mine kunder og arbejdsgivere. Jeg er kendt for min evne til at vække tillid og opbygge stærke relationer, som resulterer i tre nye kunder om måneden pga. eksisterende kunders anbefalinger.” 

Motivation i en revisors ansøgning

I dette afsnit i revisoransøgningen bør du fokusere på at forklare, hvorfor du er motiveret for at arbejde som revisor, og hvorfor du mener, at du er særligt velegnet til det pågældende firma. Fortæl om, hvordan dine personlige og professionelle værdier stemmer overens med firmaets, eller hvordan denne stilling fuldender dine karrieredrømme. Fremhæv eventuelle særlige aspekter ved firmaet, der tiltaler dig, og forklar, hvordan du kan bidrage til at opnå firmaets mål.

Eksempel på motivation i en revisors ansøgning

”Jeg er imponeret over jeres innovative tilgang til regnskab og revision og jeres engagement i at udnytte digitale løsninger for at forbedre arbejdsprocesser og resultater. Stærke digitale kompetencer er afgørende for succes, og jeg er begejstret for muligheden for at bidrage i jeres kompetente team med mine IT-færdigheder og erfaring. Jeg ser frem til at være en del af RSM som frontløber for at sætte nye standarder i branchen.”

Afslutning

Afslut din revisoransøgning med at takke arbejdsgiveren for at have taget sig tid til at læse din ansøgning, og udtryk dit ønske om at fortsætte dialogen om dine kvalifikationer og firmaets behov – evt. til en jobsamtale. Sørg for at afslutte ansøgningen i en positiv tone og gøre det nemt for arbejdsgiveren at hive telefonen op af lommen.

Eksempel på en afslutning

”Hvis du ser et match mellem mine kompetencer og behovet i dit team, kontakt mig på 1234 5678 eller revisoren@example.com – det vil glæde mig at tale videre om stillingen under en jobsamtale. Tak for din tid.

Med venlig hilsen

Navn Navnsen

Bilag: CV”

Eksempel på en ansøgning som revisor

Att: Bent Jensen
RSM Danmark
Vejensvej 3, 7000 Fredericia                                                                                                                                                   
Mikkel Madsen
mikkel.madsen@example.com
1/10/2023, Fredericia

Fagligt stærk statsautoriseret revisor med partnerambitioner

Hej Bent,

Jeg skriver ifm. telefonsamtalen med din kollega Jytte, der har opfordret mig til at søge stillingen som statsautoriseret revisor i dit team. Med 9 års erfaring inden for revision og en stærk baggrund i at levere højkvalitetsservice til en stor kundeportefølje mener jeg, at jeg har de nødvendige kompetencer til at bidrage positivt i dit team.

I min nuværende stilling som statsautoriseret revisor hos Deloitte har jeg ansvaret for at lede revisionsteams og sikre, at alle aspekter af revisionsprocessen bliver udført korrekt og effektivt. Jeg har en stærk forståelse for de nyeste revisionsstandarder og lovgivning, og jeg er dedikeret til at holde mig opdateret med de seneste ændringer inden for feltet. Min evne til at analysere finansielle rapporter og identificere potentielle risici har hjulpet mig med at opbygge stærke relationer med mine kunder og yde dem den bedst mulige service.

Jeg er særligt tiltrukket af muligheden for at arbejde hos RSM Danmark på grund af jeres ry for at levere høj kvalitet og jeres engagement i at udvikle og uddanne medarbejderne. Mit engagement i at videreudvikle mine stærke IT-færdigheder samt evnen til at opbygge og vedligeholde kunderelationer resonerer med jeres mindset, og jeg er overbevist om, at det vil gøre mig til en værdifuld ressource i jeres team.

Tak fordi du tog dig tid til at overveje min ansøgning. Jeg ser frem til muligheden for at tale om, hvordan jeg kan bidrage til jeres fortsatte succes. Kontakt mig gerne på 1234 5678 eller mikkel.madsen@example.com, hvis du ser mig som et godt match til teamet.

Med venlig hilsen,

Mikkel Madsen

Bilag: CV

3 tips til at skrive en god ansøgning om en stilling som revisor

Kontakt revisionsfirmaet, før du ansøger: Inden du sender din revisoransøgning, kan det være en god idé at kontakte revisionsfirmaet for at få mere indsigt i stillingen og virksomhedens kultur. Dette viser din proaktivitet, interesse for jobbet og mod på at møde arbejdsgiveren i øjenhøjde. Sørg for at have nogle konkrete spørgsmål klar for at få mest muligt ud af samtalen. Notér vigtige informationer, og brug dem til at tilpasse din ansøgning som revisor til firmaets behov.

Prøv at spejle sproget i jobopslaget: I en revisors ansøgning er det vigtigt at være opmærksom på sproget i jobopslaget. Brug de samme nøgleord og udtryk, som arbejdsgiveren bruger, og vis, at du forstår, hvad de leder efter. Dette kan også hjælpe med at få din ansøgning igennem filtrene i arbejdsgiverens rekrutteringssoftware.

Undgå klichéer – brug eksempler og tal: For at skille dig ud fra mængden bør du undgå klichéer og indholdsfattige udtryk i din revisoransøgning. I stedet kan du bruge konkrete eksempler og tal for at illustrere dine kompetencer og resultater. Udskift "Jeg er hårdtarbejdende" med "Jeg har med succes håndteret en portefølje af over 50 kunder, hvilket medførte en 20 % forbedring af hele virksomhedens kundetilfredshed". Dette giver arbejdsgiveren et klart billede af dine evner og din erfaring, og det viser, at du kan levere resultater.

Dos & dont's ved revisoransøgningen

DOs

  • Match skabelonerne: Matchende ansøgnings- og CV-skabeloner gør det nemmere for arbejdsgiveren at navigere i dine dokumenter.
  • Navngiv filen korrekt: Når du sender din ansøgning elektronisk, er det vigtigt at skrive dit navn i filnavnet, f.eks. ”Ansøgning_Revisor_Mikkel_Madsen”.
  • Læs korrektur på din ansøgning: En god ansøgning som revisor bør være fri for grammatiske, tegnsætnings- og slåfejl.

DON'Ts

  • Formaliteter: Hvert ord i din revisoransøgning skal formidle vigtig og relevant information i forhold til dit drømmejob.
  • Ønsker til løn: Det kan være, at din motivation som revisor er den høje løn, men ansøgningen er ikke det rette sted at skrive, hvor meget du gerne vil tjene som revisor.
  • Overforklaring: Gør plads til spørgsmål, der fører til en jobsamtale, hvor arbejdsgiveren kan bede dig om at uddybe det, de finder relevant.

Opsummering: Sådan skriver du en god ansøgning som revisor

For at skrive en overbevisende revisoransøgning er det afgørende at vise, hvordan dine faglige kvalifikationer og personlige kompetencer stemmer overens med revisionsfirmaets behov og værdier. Din ansøgning som revisor bør komplementere dit CV, men uden at gentage indholdet. Overvej at tage et kig på vores eksempler på CV'er for revisorer for at få en forståelse af, hvad der bør inkluderes i dit CV, så du kan holde din ansøgning fokuseret og overbevisende.

Er du klar til at komme i gang med din ansøgning som revisor? Kig på vores skriveguides for effektive ansøgninger, vælg en professionel ansøgningsskabelon med sætningsskabeloner, og begynd at udfylde din ansøgning allerede i dag.

Del via:
Radvilé Liolyte
Radvilé Liolyte
tekstforfatter
Har i over 15 år researchet blandt andet rekrutteringsbranchen og skrevet over 100 praktiske guides, der hjælper jobsøgende til at skrive et stærkt CV.

Slå konkurrenterne

Få dine jobansøgninger til at skille sig ud fra andre kandidaters jobansøgninger.

Kom godt i gang