Styrk dit CV med AI efter danske CV-standarder
ChatGPT og anden kunstig intelligens kan være en god ressource, når du vil optimere dit CV i forhold til en bestemt stilling. I dette blogindlæg kigger vi nærmere på, hvordan du laver et målrettet CV med AI, bruger CV-skabeloner med integreret kunstig intelligens, og forbereder ChatGPT på at effektivisere dit CV i forhold til danske arbejdsgiveres præferencer.
Er det okay at skrive dit CV med AI?
Man kunne være i tvivl om, hvorvidt det er etisk korrekt at skrive et CV med AI som ChatGPT, indtil man ser, hvordan det faktisk fungerer. Et CV indeholder faktuel information, som kunstig intelligens selvfølgelig ikke skal få lov til at opdigte. Men præsentationen af disse fakta og ikke mindst sortering i forhold til, hvad der er relevant og irrelevant til en bestemt stilling – det kan AI uden tvivl hjælpe dig med.
I forbindelse med Rekrutteringsanalysen 2023 har Konsulenthuset ballisager undersøgt spørgsmålet om brug af ChatGPT til at skrive jobansøgninger. 40 % af arbejdsgivere vil slet ikke anbefale, at jobsøgende bruger kunstig intelligens, mens 60 % vil anbefale det i en vis grad. I det hele taget kan man sige, at arbejdsgivere ikke er helt imod kunstig intelligens, og da man kun kan bruge AI til at optimere et eksisterende CV, kan du være rolig over at gøre det.
Hvis du laver dit CV med Jobseeker, kan du få den indbyggede AI til at skrive en profiltekst direkte i din CV-skabelon.
10 tips til et målrettet CV med AI
Der er mange måder at bruge AI på, når du udarbejder og optimerer dit CV. Her er vores bedste tips til ChatGPT og anden kunstig intelligens samt de hyppigste faldgruber ved CV-skrivning med AI.
Klæd ChatGPT på til at følge danske CV-standarder
ChatGPT og lignende AI-værktøjer har lært af kilder fra andre, især engelsktalende lande, hvor definitionen på et stærkt CV ser anderledes ud end i Danmark. Hvis du laver dit CV med AI på dansk, kan du forberede AI-værktøjet i forhold til danske CV-krav og anbefalinger. Lad den læse vores guide om CV’ets opbygning, det målrettede CV og eventuelt om udarbejdelse af enkelte CV-afsnit, inden du går i gang med dit AI-CV.
Brug en konkret jobannonce
Du kan skræddersy dit CV med AI til en bestemt jobannonce. Prøv at give ChatGPT eller et andet AI-værktøj dit brutto-CV og annonceteksten om den stilling, du vil ansøge. Bed AI om at komme med forslag til, hvordan du kan optimere og målrette CV’ets indhold i forhold til stillingen.
Få forslag til en stærk CV-titel
Titlen på CV’et kan målrettes i forhold til en specifik stilling eller arbejdsgiver. På den måde kan du fremstå som en relevant kandidat lige fra starten. Giv AI dit CV og en jobannonce, og bed den om at komme med et antal forslag til en passende CV-titel.
Lad AI sortere i dit CV-indhold
CV’er kan indeholde mange forskellige erfaringsbeskrivelser, uddannelser, kurser og kompetencer. Hvis du sender det hele til arbejdsgiveren, bliver dit CV højst sandsynligt for langt og tidskrævende. For det andet bliver det svært at afkode, hvordan du matcher kravene til den konkrete stilling. Bed AI om at udpege irrelevant information i dit CV, så du kan fjerne eller omskrive den.
Det kan f.eks. være, at du skal fjerne detaljerede beskrivelser af gamle eller irrelevante stillinger og i stedet udvide beskrivelserne af de mest relevante. Det kan også være, at du har taget nogle kurser, som ikke siger noget til den arbejdsgiver, du ansøger hos.
Bed AI om at optimere dine formuleringer
Nogle gange kan et enkelt ord gøre en stor forskel. Når du laver dit CV med AI, kan du bede den om at komme med forslag til at omformulere dine sætninger for at gøre dem mere relevante for arbejdsgiveren. AI skal læse jobannoncen og finde de nøgleord, arbejdsgiveren bruger om stillingen, firmaet, dine kompetencer og deres værdier. Målet er at flette dem ind i din tekst, så den resonerer med arbejdsgiveren og giver en oplevelse af, at I taler samme sprog.
Brug AI til at skrive din profiltekst
CV-resuméet eller profilteksten kan være en svær opgave. Den skal skræddersys til den specifikke stilling, hver gang du ansøger om en. Giv dit CV til AI sammen med en jobannonce, og bed værktøjet om at komme med tre bud på en profiltekst, der fremhæver dit match med den pågældende stilling. Angiv, hvor mange sætninger der skal skrives, så du ikke får en hel afhandling.
Hvis du laver dit CV med Jobseeker, kan du få den indbyggede AI til at skrive en profiltekst direkte i din CV-skabelon. Der har den adgang til dit CV med det samme, og du kan indtaste flere detaljer, den skal tage hensyn til, før den går i gang.
Ekspert Tip:
Når AI har skrevet profilteksten til dit CV, kan du gøre den mere overbevisende ved at tilføje en afsluttende sætning med dit fremtidsperspektiv. Beskriv, hvad du vil opnå i virksomheden i løbet af dine første 1-5 år som ansat. Dette giver CV’et gennemslagskraft, men det er ikke noget, AI kan gøre for dig.
Få hjælp til at vælge kompetencer
Du har sikkert mange faglige og personlige kompetencer, der er vigtige for dit arbejde. Kunsten med at give dit CV gennemslagskraft handler om at finde 3-5 vigtigste kompetencer for den arbejdsgiver, du ansøger hos. Prøv at bede AI om feedback på, hvad der er relevant og irrelevant i forhold til en specifik stillingsannonce.
Find det rette layout
CV-sektioner med uddannelse, erfaring, sprog, kompetencer mm. kan flyttes op og ned, alt efter hvad der er vigtigst i forhold til din drømmestilling. De mest relevante informationer bør placeres øverst på CV’et, så de er synlige med det samme. Det kan for eksempel være, at du skal fremhæve dine sprogkundskaber eller IT-værktøjer, og disse sektioner skal flyttes op. Hvis din uddannelse er afgørende, bør din erhvervserfaring flyttes ned. Prøv at bede ChatGPT eller anden AI om at læse jobannoncen og dit CV og anbefale en optimal rækkefølge af dine CV-sektioner.
Læs korrektur på dit CV med AI
ChatGPT og andre AI-værktøjer kan hjælpe med at læse korrektur på dit CV, men der er et par ting, du bør være opmærksom på. For det første er AI forvirret over, hvilke tegnsætningsregler der skal følges. Du kan med fordel fortælle værktøjet om din holdning til startkommaet.
Det er også vigtigt, at din anmodning om korrekturlæsning giver den mulighed for at sige ”Jeg kan ikke finde nogen fejl”. Hvis ikke den gør, og du uploader en fejlfri tekst, vil AI opdigte fejl blot for at opfylde dine krav om at finde og rette dem.
Få feedback på dit CV fra AI
Når du er færdig med at bearbejde teksten og layoutet, kan du åbne en ny chat og bede den om feedback på dit CV i forhold til jobannoncen. Spørg AI, om den har nogle anbefalinger, eller om den synes, at CV’et er optimeret til stillingen. Igen, vær opmærksom på formuleringer i dine anmodninger, så AI-værktøjet forstår, at det ikke er et krav om at komme med anbefalinger, hvis der ikke er noget, der kan forbedres.
Muligheder og begrænsninger ved CV-skrivning med AI
AI kan ikke lave dit CV for dig, men den kan hjælpe med at optimere dit eksisterende CV, så du har en bedre chance for at få dit drømmejob. Du kan bruge den til at skræddersy dit CV til en bestemt stilling eller arbejdsgiver. Du kan få anbefalinger til dit CV’s layout og rækkefølgen af de forskellige afsnit i CV’et. Sidst men ikke mindst kan du få hjælp til at finde og rette fejl i din tekst.
Der findes flere CV-byggere med integreret AI, som kan skrive stærke profiltekster til CV’et. Du har måske prøvet det på LinkedIn eller i en af CV-skabelonerne hos Jobseeker. Brug disse værktøjer for at få inspiration til, hvordan du kan skrive en relevant profiltekst, men overlad ikke det hele til AI. Den har nemlig den ulempe, at den skriver generiske tekster, som går imod alle anbefalinger i Danmark. Du bør derfor bearbejde den færdige tekst for at gøre den mere kompakt, konkret og troværdig for danske arbejdsgivere.
Effektiviser dit CV med AI
Så længe du har et brutto-CV, kan du bruge kunstig intelligens til at udarbejde et kort, målrettet og relevant CV til de fleste stillinger. Noget af det vigtigste inden for CV-skrivning med AI er at lære værktøjet om de danske normer og krav. Fortæl den, hvor langt dit CV skal være, hvordan det skal struktureres, og hvad der forventes af arbejdsgiverne i forhold til CV’ets indhold. Du kan hente al den information fra vores artikler om CV-skrivning eller lade den kunstige intelligens læse det.
Når du er færdig med teksten og afklaret med, hvordan layoutet skal være, kan du udfylde felterne i vores CV-bygger og sætte sektionerne i den rigtige rækkefølge i forhold til AI’s anbefalinger. Overvej at få hjælp til at skrive din ansøgning med AI, og ansøg om stillingen direkte fra Jobseekers jobdatabase.
Held og lykke med din jobsøgning!
Slå konkurrenterne
Få dine jobansøgninger til at skille sig ud fra andre kandidaters jobansøgninger.