Motiveret CV
Skrevet af Radvilé Liolyté, tekstforfatter • Senest opdateret d. 27. november 2024

Motiveret CV: Et CV og motiveret ansøgning i ét

Ifølge nye rekrutteringsundersøgelser har danske arbejdsgivere mistet interessen for at modtage ansøgninger. I stedet vil de gerne læse CV’er, som fortæller om kandidatens motivation og deres faglige match med stillingen. Denne type CV kaldes motiveret CV, hvor profilteksten er et afgørende element. I dette blogindlæg kan du læse om strukturen i det motiverede CV og få gode råd til, hvordan du skriver et. Klik på linksene undervejs, da du dér får svar på, hvordan de forskellige CV-elementer kan skrives.

Kom godt i gang

Hvad er et motiveret CV?

Et motiveret CV er en kombination af et målrettet CV og en motiveret ansøgning. Denne CV-type er en ny trend, der opstod som konsekvens af, at hverken arbejdsgivere eller jobsøgende vil bruge tid på ansøgninger længere (1-3). I det travle arbejdsliv kan det motiverede CV spare tid for alle, da det indeholder både et CV og en motiveret profiltekst.

Det motiverede CV består af:

  • Et målrettet CV: Et CV, hvor (som minimum) profilteksten er tilpasset jobannoncen
  • En ekstra sætning eller to om din motivation, mål og ambitioner i profilteksten

Formålet med det motiverede CV

  • At fremhæve, hvordan du fagligt matcher stillingens krav
  • At beskrive din motivation for faget, den konkrete stilling og virksomhed

Det målrettede CV fylder optimalt to sider og maksimalt tre. Den anbefalede profiltekst er op til 150 ord lang, hvilket svarer til 3-10 linjer, afhængigt af din CV-skabelon. Prioriteterne for denne type CV er, at det skal være relevant, rigt på fakta, kort og overbevisende.

Under skriveprocessen gennemgås CV’ets indhold, og irrelevante informationer slettes eller erstattes med relevante, i forhold til kravene i den stilling, man ansøger om. Det vil sige, man sørger for at fremhæve de kompetencer, man har, og som arbejdsgiveren også efterspørger, mens man reducerer mængden af oplysninger, der handler om irrelevante kompetencer.

En motiveret profiltekst består af 2 elementer

Dit faglige match med stillingens krav

Nøjagtige beskrivelser af relevante faglige kompetencer, der præsenteres i en kontekst af din erfaring med lignende opgaver, viser ikke kun, at du er kvalificeret, men også at (og hvordan) du er motiveret. Først og fremmest viser det, at du har sat dig ind i jobannoncen og arbejdsgiverens behov. Samtidig illustrerer det, hvordan det ser ud, når du arbejder motiveret, og hvilke resultater dette skaber. Denne del trækker tråde til din karrieremæssige fortid og nutid.

Din faglige målsætning

En sætning om et eller flere konkrete mål, du som ansat i den pågældende stilling sætter dig for at opnå inden for en realistisk tidsramme, set i lyset af din faglige udvikling. Her giver du et helikopterperspektiv på, hvorfor du bevidst vælger denne stilling, og hvor er du på vej hen i din karriere. Denne del er fokuseret på fremtiden og viser grunden til, at du også fremadrettet vil være motiveret.

Strukturen af det motiverede CV

Et motiveret CV kan både være omvendt-kronologisk og kompetencestyret, og består af følgende sektioner:

Sådan skriver du et motiveret CV 

For at udarbejde et motiveret CV fra bunden skal du bruge:

Fremgangsmåde

  1. Find stillings- og kandidatbeskrivelser i jobannoncen
  2. Markér de kompetencer, der efterspørges
  3. Kopiér kun relevante oplysninger fra dit brutto-CV til din CV-skabelon
  4. Tilpas beskrivelser af din erfaring efter arbejdsgiverens prioriteter
  5. Lav en punktopstilling med 5 bedst matchende kompetencer i sidekolonnen
  6. Skriv en relevant og målrettet overskrift
  7. Skriv de første 2-3 sætninger af din profiltekst, hvor du matcher stillingens krav op mod dine kompetencer
  8. Afslut profilteksten med en faglig målsætning, som fortæller om din motivation
  9. Dobbelttjek, om kompetencerne er nævnt i profilteksten, erfaringsbeskrivelserne og kompetenceafsnittet

Anbefalinger og advarsler

Det anbefales at:Det frarådes at:
Skrive i nutid og i aktiv formFortælle, hvad du gjorde hos andre arbejdsgivere, og tilbyde det samme til den nye.
Slette eller specificere generiske ordLade AI skrive denne type profiltekst
Minimere gentagelser af ”jeg”, ”er” og ”var”Skrive påstande om dine kompetencer uden at præsentere eksempler og kontekst som argumenter
Nævne virksomheden, afdelingen eller stillingenSkrive, at du er motiveret, passioneret, begejstret mm.
Angive tal i profiltekstenSkrive mere end 150 ord i profilteksten

Hvornår skal du sende et motiveret CV?

Jobsøgningsplatforme bugner af jobannoncer med anmodninger om motiverede CV’er. Du kan finde dem i bunden af annoncen: Kig efter den specifikke term eller alternative formuleringer – her er nogle typiske eksempler:

  • ”Skriv en kort motivation”
  • ”Skriv et par sætninger om, hvorfor du kan blive en succes i rollen”
  • ”Det er derfor op til dig, om du ønsker at vedhæfte en ansøgning”

Hvis du ikke kan se en anmodning om at sende ”et CV og en ansøgning”, kan du være sikker på, at det motiverede CV er det, arbejdsgiveren ønsker.

Kan man så droppe ansøgningen?

Nogle arbejdsgivere har standardiserede (traditionelle) rekrutteringsprocesser og -systemer, der er opsat sådan, så du skal uploade to filer, et CV og en ansøgning, for at din jobansøgning officielt kan komme videre i processen. Det vil ikke sige, at arbejdsgiveren faktisk vil læse din ansøgning – dette er bare en del af standardproceduren, som især kommuner og store, globale korporationer ikke nemt kan ændre på.

I så fald er du nødt til at skrive en ansøgning, men dette udelukker ikke, at dit CV skal være motiveret. Hvis ansøgningen blot er en del af en standardproces i organisationen, vil den, som tendenserne viser, højst sandsynligt ikke blive læst. Derfor skal dit CV give udtømmende oplysninger om både dit faglige match til stillingen og dit motivationsgrundlag.

Hvis du er i tvivl, er det altid en god idé at ringe til arbejdsgiveren først og spørge, hvorvidt de er interesseret i at modtage en ansøgning som et separat dokument. I den anledning kan du også stille relevante spørgsmål om stillingen, hvilket vil hjælpe dig med at skrive en stærkere motiveret profiltekst til CV’et.

5 tips til at skrive et stærkt motiveret CV

Fremhæv det faglige match

Skriv din profiltekst sådan, som du gør ved et målrettet CV. Gå lige til sagen, og fortæl om de kompetencer, arbejdsgiveren efterspørger, ved at angive dem i en kontekst af din arbejdserfaring og den værdi, du skaber. Vælg eksempler fra din karrierehistorik, som omhandler de samme eller lignende opgaver, som du ser i jobbeskrivelsen. Fokusér på at fremhæve dit faglige match.

Kvantificer din erfaring og resultater

Angiv nogle tal i profilteksten på dit motiverede CV. Det kan være din brancheanciennitet, de resultater, du skaber ved hjælp af konkrete kompetencer, eller tal, som giver indsigt i, hvor stor en skala du arbejder på. Har du f.eks. øget afdelingens produktivitet med 15 % eller udviklet en strategi, der sælger 20 % mere? Har du fået 99 % gode kundeanmeldelser? Betjener du 20 eller 200 kunder om dagen, møder du 15 minutter tidligere, er dine PP-præsentationer blevet omskrevet til 10 artikler? Denne form for detaljer gør din motiverede profiltekst troværdig og effektivt fremhæver dit potentiale.

Præsenter din motivation som en målsætning

Vis arbejdsgiveren, at du har nogle udviklingsmål, og du ser udviklingsmuligheder i netop den stilling og organisation. Tænk over, hvad du vil udfordre dig med, hvad du vil løse og lære i stillingen, og giv det en realistisk tidsramme. Ofte giver det mening at vælge ét, tre eller fem år, men det kan også være en kortere eller længere tidshorisont. Dit mål skal være specifikt og indlysende tjene arbejdsgiveren, men det er godt at beskrive det i forhold til din egen udviklingsmæssige agenda for at vise ægte motivation og refleksion. Du kan bruge SMART-modellen til at formulere din målsætning, så den er specifik, målbar, attraktiv, realistisk og tidsbestemt.

Lad ikke fortiden fylde i din profiltekst

Undgå at skrive i datid og bruge ord som ”tidligere”. Profilteksten er ikke en genfortælling af din fortid hos din forrige arbejdsgiver, men en motiverende præsentation af dit potentiale og fremtidsvision med den nye. Skriv om dine kompetencer, og hvilken værdi du har skabt. Nævn kun en tidligere arbejdsgivers firmanavn, hvis det er med til at blåstemple dig som en stærk kandidat. Udskift ”tidligere stilling” med stillingsnavnet (hvis nødvendigt), og erstat eventuelle ”var” med handlekraftige verber, som specifikt beskriver din erfaring.

Konkretiser og argumentér

Gennemgå profilteksten i dit motiverede CV, og slet fyldord samt generiske ord som aldrig, altid, ofte, meget, lidt, noget, nogle, virkelig mm. Disse ord fylder, og din profiltekst skal være kort og tætpakket med relevant information. Begynd ikke mere end én sætning med ”Jeg er”, og dobbelttjek, om den sætning indeholder eksempler og argumenter for din påstand. Som regel lægger sætningskonstruktioner med ”Jeg er” op til generiske og utroværdige påstande. Prøv at variere dem for at få mere relevant information ind i din profiltekst. 

Fordele og ulemper ved et motiveret CV

Fordele
  • Det sparer arbejdsgiverens tid
  • Det fortæller netop det, arbejdsgiveren har brug for at vide
  • Du behøver ikke at redigere hele dit CV
  • Du behøver ikke at skrive ansøgninger
Ulemper
  • Profilteksten skal skrives om hver gang
  • Du kan ikke få meget hjælp fra kunstig intelligens til at skrive profilteksten

Se vores fagspecifikke eksempler på CV for at få inspiration til dit eget CV. Dér finder du som udgangspunkt målrettede CV’er, men også flere eksempler på motiverede CV’er. For at få flere idéer til, hvad du kan skrive i profilteksten på dit motiverede CV, kan du med fordel se vores eksempler på ansøgninger. Retningslinjerne er sådan set de samme, men en profiltekst skal være kortere og mere koncentreret end en ansøgning.

Læs mere om hvert CV-afsnit på vores blog om CV-skrivning, og find gode tips til den motiverede profiltekst på bloggen om motiverede ansøgninger.

Held og lykke med dit motiverede CV!

Kilder

(1)    Konsulenthuset ballisager: Rekrutteringsanalysen 2024

(2)    Malene Hjort Skov for Jobindex: Alternativer til ansøgningen

(3)    Konsulenthuset ballisager: Rekrutteringsanalysen 2023

Ofte stillede spørgsmål om motiveret CV

Del via:
Radvilé Liolyté
Radvilé Liolyté
tekstforfatter
Har i over 15 år researchet blandt andet rekrutteringsbranchen og skrevet over 100 praktiske guides, der hjælper jobsøgende til at skrive et stærkt CV.

Slå konkurrenterne

Få dine jobansøgninger til at skille sig ud fra andre kandidaters jobansøgninger.

Kom godt i gang