Video-CV: 10 tips til at filme en videoansøgning
Skrevet af Radvilé Liolyte, tekstforfatter • Senest opdateret d. 6. november 2024

Video-CV: 10 tips til at filme en videoansøgning

Et video-CV er efterhånden blevet meget populært som et supplement til det traditionelle CV. Det er en kort videopræsentation af en elevatortale og kaldes også en videoansøgning. Særligt populært er det i markedsførings-, kommunikations- og mediebranchen, men servicevirksomheder er også begyndt at benytte video-CV’er. De viser nemlig kandidaternes kommunikationsevner og dermed, hvad man kan forvente i forhold til deres kundekontakt. Et video-CV hjælper med at skille sig ud fra mængden. Men når man skiller sig ud, så må det hellere være på den gode måde – fordi man vil blive husket.

Kom godt i gang

I denne artikel kigger vi på video-CV’et: Hvad det er, hvordan du kan lave det, og hvad du bør undgå i processen.

Hvad er et video-CV?

Et video-CV er bedre kendt som en videoansøgning og er en kort videooptagelse af dig, når du siger din elevatortale. Video-CV’et kan sammenlignes med din CV-profiltekst, men indeholder væsentligt mere information og en opsummering af dit CV. Det vil sige, at du præsenterer dig selv ved navn, nævner dine spidskompetencer, hvad du kan bidrage med samt hvordan du kan kontaktes. Et video-CV kan uploades på din YouTube-kanal, hvorefter du kan indsætte et link til det i dit CV. Hvis arbejdsgiveren beder om denne CV-type, så kan videoen uploades i arbejdsgiverens CV-database.

Hvor langt skal et video-CV være?

Et video-CV skal være mellem 30 og 90 sekunder langt. Den gyldne midte er 1 minut, hvor seeren kan holde fokus uden at kede sig. Det kan lyde som en kort tid, men et gennemsnitsmenneske på tværs af lande og sprog siger 5-6 stavelser pr. sekund i en almindelig samtale (kilde). Det giver op til 6 danske ord i sekundet. Hvis vi regner de nødvendige retoriske pauser og intonation, der gør en tale behagelig at høre på, så lander vi på mellem 130 og 150 ord i minuttet. Det er efterhånden mange ord, som du kan nå at sige i din videoansøgning.

Hvad skal et video-CV indeholde?

Et godt video-CV indeholder følgende:

  1. En hilsen
  2. Dit navn
  3. Hvilken stilling du søger
  4. Virksomhedens navn
  5. Valgfrit: En enkelt sætning, der opsummerer din karriereerfaring, hvis den er relevant
  6. 3 af dine spidskompetencer
  7. Hvordan disse kompetencer gavner virksomheden
  8. At virksomheden kan læse mere om din erfaring i dit CV
  9. En opfordring til handling: At de gerne må ringe til dig
  10. Dit navn og kontaktoplysninger i bunden af videoen i hele videoens spilletid

Hvornår skal man lave et video-CV?

Et video-CV kan sendes på opfordring, men du kan også dele det på nettet og forhåbentligt få dit drømmejob til at finde dig. Husk dog, at en videoansøgning ikke er en erstatning for dit CV og ansøgning. Dit kronologiske eller kompetence-CV skal altid sendes til din arbejdsgiver som en PDF-fil. Hvis du føler dig utilpas over for et kamera, så er det bedre at lade være med at sende et video-CV. Det giver nemlig et indtryk, som bliver svært at glemme. Brug det kun hvis du er i dit rette element, når du bliver filmet, og hvis du kan tale naturligt og afslappet.

5 fejl du ikke bør lave i din videoansøgning

  1. Læse op fra dit CV
  2. Bruge opremsninger
  3. Holde unaturlige pauser eller ingen pauser
  4. Glemme dit kropssprog
  5. Have dårlig videokvalitet

10 tips til at lave et godt video-CV

1. Skriv en tale på 130 ord

Skriv en tale på 130 – 150 ord, og skriv den sådan, som du taler. Formålet med en videoansøgning er at skabe en fornemmelse af kontakt med arbejdsgiveren, og hvis du taler i skriftsprog, så risikerer du at lyde kold og unaturlig. Talesproget gør din tale dynamisk og engagerende, og der er mindre chance for, at arbejdsgiveren vil kede sig, som man nogle gange kan gøre til en oplæsning.

2. Læs din tale på ét minut

Brug et stopur på din telefon eller et minutur, og se om du kan sige hele din tekst på ét minut. Redigér teksten, hvis den er for lang. Du bør huske, at dit mål er ikke at nå op på 60 sekunder, men at fange arbejdsgiveren og sælge dig selv. Hvis du har relevant og velpræsenteret information, der kun tager 30 eller 40 sekunder at sige i et godt tempo og en naturlig tone, så er det meget bedre end en 60 sekunders informationstung video.

3. Sørg for et stabilt kamera

Du behøver ikke et professionelt kamera til at optage din videoansøgning. De fleste kameraer i smartphones leverer højkvalitetsvideoer, hvis blot du sørger for, at telefonen står stabilt. Et video-CV, hvor billedet ryster eller linsen fokuserer skiftevis på dig og din baggrund kan virkeligt ikke anbefales til jobsøgning. Undersøg tripods for smartphones på nettet – de er ikke dyre, og de sikrer, at din telefon står stabilt, når du filmer.

4. Sørg for god belysning

Det er bedst at optage dit video-CV ved naturligt dagslys. Sørg for at sidde med ansigtet rettet mod vinduet og kameraet væk fra vinduet for at undgå baggrundslys og dermed et mørkt billede. Du bør selvfølgelig også være opmærksom på, at solen ikke skinner dig direkte i øjnene, så du bliver forstyrret. Da naturligt dagslys kan være en udfordring det meste af året i vores lille land, kan du overveje at bruge dagslyspærer eller fotopærer i dine lamper. Sørg for, at hele lokalet er godt belyst, og at der kommer ekstra lys på dit ansigt.

5. Sikr dig en god lydkvalitet

Lydkvaliteten i dit video-CV skal testes og justeres. Hvis du laver videooptagelsen i et lukket rum, så sørg for at slukke for alt det, der støjer. Bor du et sted, hvor trafikken larmer hele tiden, så kan du overveje at købe en ekstern mikrofon på nettet. Hvis du filmer udenfor, kan du få fantastisk belysning, men også meget larm. Brug derfor altid en mikrofon med vindhætte til videooptagelser udendørs.

6. Den rette kameraposition

Den vinkel du vælger at filme dig selv i, har en stærk psykologisk påvirkning på din seer. Det er en kendt metode i f.eks. journalistikkens verden, at man holder kameraet lavere end den fotograferedes ansigt for at få dem til at fremstå som magtfulde, og omvendt – oppe over deres hoved, hvis det resulterende billede skal formidle en kompromitteret person. Når du laver dit video-CV, så sørg for at have kameraet i samme højde som dit ansigt, og kig direkte i linsen. Hvis dit kamera sidder for lavt, så risikerer du at blive opfattet som arrogant eller udfordrende. Omvendt, hvis dit kamera er placeret for højt, så vil arbejdsgiveren se ned på dig – både fysisk og i den overførte betydning.

7. Hav god afstand mellem dig selv og baggrunden

For at få dit video-CV til at fremstå professionelt bør du sørge for, at der er god afstand mellem dig og baggrunden. På den måde kan kameraet fokusere på dig og fade baggrunden ud. En velbelyst baggrund skaber en fornemmelse af luft og rummelighed – det giver positive emotioner til din seer og dermed bonuspoints til dig. Pas på med at have en helt hvid baggrund, da det kan virke som en operationsstue.

8. Lav dækbilleder

Dækbilleder er statiske billeder, du viser i dit video-CV, mens din tale fortsætter. De kan være ekstremt brugbare, hvis du vil præsentere noget grafisk (for eksempel dine resultater, snapshots af din portefølje eller logoer af de programmer, som du arbejder med). De fungerer også perfekt, når du i din tale af tidsmæssige grunde ikke har overgangssætninger fra det ene emne til det andet. Der kan du bruge et dækbillede til at flytte seerens fokus til et nyt emne. Husk dog, at din videoansøgning ikke skal minde om en slide-præsentation, og dine dækbilleder skal være grafiske og simple. Ikke noget med lister eller informationstunge diagrammer.

9. Brug redigeringsprogrammer

De fleste smartphones og computere kommer med standard videoredigeringsprogrammer. Brug dem til at klippe dit video-CV til og evt. redigere dit tempo. Du kan også afprøve online software som ShotCut eller OpenShot, som er nemme at bruge. Er du god til billed- og videoredigering, så findes der flere gratis programmer på nettet, som har avancerede funktioner. Uanset, hvad du vælger, så husk, at dit video-CV bør have et banner med dit navn og telefonnummer eller e-mailadresse i bunden eller i et hjørne i hele videoens spilletid. På den måde bliver du husket bedre.

10. Få feedback

Det er bedre at lave et enkelt video-CV og få feedback på det end at bruge tid på at udarbejde den perfekte version uden at høre andre ad. Lav en udgave af din videoansøgning, og bed dine venner, eller din faglige omgangskreds om at kritisere det. Når du har indsamlet tilbagemeldingerne, kan du begynde at arbejde på den perfekte udgave af dit CV. På den måde vil du vide, hvad folk savner i dit CV, hvad du eventuelt har glemt eller fokuserede for meget på, og hvordan din tone eller kropssprog kan blive bedre.

Opsummering

Et video-CV er en videooptagelse på op til ét minut og indeholder din elevatortale. Det kan uploades på YouTube og deles på nettet samt henvises til i dit almindelige CV. Brug denne type CV som et supplement til dit normale CV, og brug det kun hvis det falder dig naturligt. Med et unaturligt kropssprog, en anspændt stemme og en kedelig tale vil en videoansøgning gøre et dårligt indtryk på din drømmearbejdsgiver, så det er bedre at nøjes med et almindeligt CV. Har du brug for hjælp med at udarbejde et professionelt CV? Brug CV-maker’en på Jobseeker, og få problemet løst nemt og hurtigt.

Held og lykke med din jobsøgning!

Del via:
Radvilé Liolyte
Radvilé Liolyte
tekstforfatter
Har i over 15 år researchet blandt andet rekrutteringsbranchen og skrevet over 100 praktiske guides, der hjælper jobsøgende til at skrive et stærkt CV.

Slå konkurrenterne

Få dine jobansøgninger til at skille sig ud fra andre kandidaters jobansøgninger.

Kom godt i gang