CV-eksempel Ingeniør
Skrevet af Radvilé Liolyte, tekstforfatter • Senest opdateret d. 6. november 2024

CV-eksempel Ingeniør

Med de ca. 60 forskellige ingeniøruddannelser, der tilbydes i Danmark, er det temmelig nemt at skille sig ud med et ingeniør-CV. Oveni det er der nærmest ikke nogen projekter, der er ens, hvilket gør din erfaring helt unik. Udfordringen er at gøre dit CV mindre detaljeret, mere målrettet og at fremhæve din personlighed. Det kan du lære på denne side, hvor vi gennemgår et CV-eksempel for ingeniører.

Kom godt i gang

En velstruktureret ingeniør-CV er afgørende for at få foden indenfor i den konkurrenceprægede ingeniørbranche. Denne side præsenterer et omfattende eksempel på et CV for ingeniører, der fremhæver de nøglekompetencer, erfaringer og kvalifikationer, som arbejdsgivere søger. Uanset om du er en erfaren ingeniør eller nyuddannet, giver vores eksempel-CV dig et format for, hvordan du præsenterer dig selv som en kompetent og professionel kandidat.

De 9 afsnit i en ingeniørs CV

Ifølge IDA er danske ingeniørers CV’er meget detaljeret og fokuseret på faglighed, mens personligheden ofte bliver glemt. Derfor har vi sat flere obligatoriske afsnit på CV-huskelisten for ingeniører end for andre fag. Det skal dit ingeniør-CV indeholde.

Overskrift

Et godt CV for en ingeniør begynder med en personlig overskrift, der beskriver din faglige retning og nævner én til to personlige kompetencer, der viser, hvordan du er som kollega.

For eksempel:

”Målrettet klima- og forsyningsingeniør med fokus på teamwork”

”Struktureret og samarbejdende civilingeniør”

”Resultatorienteret cyberingeniør med people-skills”

Resumé

Resuméet eller profilteksten øverst på CV’et må gerne give arbejdsgiveren eller ansættelseschefen et overblik over dine mest relevante faglige kompetencer, erfaringer og bløde færdigheder. Den sidste sætning må gerne afsløre din motivation eller give indsigt i dit næste karrieremål. 

CV-eksempel for ingeniører:

”5 års erfaring inden for projektering og design af energianlæg, herunder CC-anlæg, PtX, kedel- og varmepumpeanlæg. Min strukturerede og analytiske tilgang gør mig i stand til at håndtere komplekse opgaver, bevare overblikket og levere til tiden. Jeg trives med varierende opgaver og er nysgerrig for at udforske nye faglige områder. Som et socialt menneske med stærke samarbejdsevner og effektiv kommunikation har jeg på sigt et ønske om at udvikle mine kompetencer inden for fag- og kompetenceledelse.”

CV-resuméet i en ingeniørs CV er dét sted, du bedst kan målrette dit CV og gøre den relevant for din potentielle arbejdsgiver. Det er vigtigt at være præcis uden at opremse detaljer. Derudover bør du genbruge de nøgleord og udtryk, du finder i jobopslaget for at fremhæve et match mellem dig og din potentielle arbejdsplads.

Erhvervserfaring

Erhvervserfaring, hårde færdigheder og kendskab til de gældende standarder og direktiver varierer meget inden for ingeniørfaget. Derfor er der brug for, at du beskriver, hvad du har lavet og fået kendskab til under de stillinger, du inkluderer i dit ingeniør-CV.

Eksempel:

Ass. energiplanlægger til grøn energi, barselsvikariat

Kredsløb, 2018 – 2019, Brabrand

Her arbejdede jeg med 3 udviklingsprojekter for klimavenlig fjernvarme i Aarhus kommune og støttede min leder i at:

  • Lave beregninger og analyser til beslutningsoplæg vedr. energiplanlægning
  • Deltage i implementering af naturgaskonvertering
  • Udarbejde samfunds- og selskabsøkonomiske analyser i EnergyPro
  • Udarbejde projektgrundlag, projektinitieringsdokumenter og business cases

Efter afsluttet barselsvikariat fortsatte jeg med kandidatuddannelsen i bæredygtig energi.

Har du en lang ansættelseshistorik? Beskriv kun de sidste 10 år, eller udvælg de mest relevante stillinger og udspecificér dem, mens du blot nævner de andre stillinger i tidslinjen.

Skal du lave et CV som nyuddannet ingeniør? Nævn alle dine fagrelevante erfaringer i en punktopstilling. Beskriv, hvad du har lært, løst, hvilke kompetencer der kom i spil ved at løse det, og hvilke arbejdsprocesser du har indøvet.

Som nyuddannet bør du heller ikke være bange for at beskrive den erfaring, du har fået gennem ikke-relevante studiejobs. Overvej blot, hvilke kompetencer du har udviklet, som også vil bidrage til dit nye arbejde. Det kan være ansvarsfuldhed, struktur, gode kommunikationsevner, mm.

Uddannelse

Skal du skrive et CV som nyuddannet ingeniør, kan det være en god idé at lave en punktopstilling under navnet på uddannelsen. Der nævner du flere fag, som du fra arbejdsgiverens stillingsopslag kan se, de vil finde relevant. Nævn altid dit speciale, hvis du er nyuddannet civilingeniør og din studielinje, hvis du stadig er under uddannelse.

Eksempel:

  • Cand.polyt. i bæredygtig energi

Danmarks Tekniske Universitet, 2019-2021 

  • BSc i bæredygtigt energidesign

Danmarks Tekniske Universitet, 2015-2018

Hvis du blev uddannet efter år 2010, kan du med fordel skrive din uddannelse øverst på CV’et. Dit uddannelsesnavn kan højst sandsynligt fortælle arbejdsgiveren ganske specifikt om din baggrund.

Har du derimod en ældre uddannelse med et mere abstrakt navn, eller har du igennem en længere karriere bevæget dig væk fra dit oprindelige område? Det kan godt være fordelagtigt at præsentere din erhvervserfaring øverst på CV’et og flytte uddannelsessektionen til bunden.

Kurser og certifikater

Har du taget kurser og fået certifikater, mens du var under uddannelse, eller mens du arbejdede på et bestemt projekt? Det kan du med fordel lave et individuelt CV-afsnit om, så dine kvalifikationer er nemme at få øje på.

Eksempel:

Certifikat: ISO 21500 and ISO 21502 Guidance on Project Management

Sprogkundskaber

Sprogkundskaber, især engelsk, efterspørges af de fleste internationale virksomheder. Derfor kan det være en god idé at udvide dit ingeniør-CV med et par punkter med dine sprogkundskaber. Nævn sproget, og skriv beherskelsesniveauet, eller vis det med grafiske løsninger, som du finder i CV-skabeloner.

Eksempel:

  • Dansk: Flydende i skrift og tale
  • Engelsk: Flydende i skrift og tale

Færdigheder

CV-afsnittet om IT-, tekniske og mekaniske færdigheder kan hurtigt blive meget langt, når der er tale om ingeniørers CV’er. Dette vil vi gerne undgå med dit CV. Læs derfor stillingsopslaget, og lav en punktopstilling med tre til fem vigtigste færdigheder, arbejdsgiveren nævner. De andre kan du flette ind i dine opgavebeskrivelser under ”Erhvervserfaring”.

Eksempel:

  • AutoCAD: Superbruger
  • EnergyPRO: Rutineret

Personlige kompetencer

I de fleste eksempler på ingeniør-CV’er mangler der desværre afsnit om personlige kompetencer eller bløde færdigheder. Dette gør, at man som arbejdsgiver godt kan se, hvilken faglig kandidat man rekrutterer, men ikke hvilken kollega man får.

Tag derfor et kig på din arbejdsgivers jobopslag, især under beskrivelsen af teamets værdier og omgangstone. Nævn nogle bløde færdigheder i din CV-overskrift og dit resumé. Nævn dem i dine jobbeskrivelser, eller lav evt. en separat sektion i dit ingeniør-CV med en punktopstilling.

Det kan se sådan ud:

  •  Overblik
  • Struktureret
  •  Effektiv kommunikation
  • Empatisk kollega

Fritidsinteresser

CV-sektionen om fritidsinteresser er nok det bedste sted i ingeniør-CV’et, hvor du med eksempler kan vise, hvordan du er som person. Den bør være kort og nævne, hvad du laver i fritiden (helst en frivillig aktivitet og en sportsaktivitet), og hvad det giver dig.

CV-eksempel for ingeniører:

”Bestyrelsesmedlem i Rådet for Grøn Omstilling og netværkskoordinator i IDA Energi.”

Tips til at skrive et målrettet ingeniør-CV

Vælg den rette CV-opbygning

Medmindre du er ved at skifte karriereretning, er det omvendt-kronologiske CV-format nok det bedste valg for ingeniør-CV’er. Det giver ansættelseschefen mulighed for at se dine nyeste erfaringer først og gå baglæns, indtil de selv synes, de har fået nok information.

Målret ingeniør-CV’et

Det vigtigste er at målrette dit CV til det job, du søger. Dette gør du ved at studere stillingsannoncen og gentage nogle af de nøgleord, du kan se i den. Det kan være kompetencer, personlighedstræk, uddannelse, mm.

Det er vigtigt at nævne disse ord i dit CV, fordi de fleste større virksomheder bruger rekrutteringssoftware med indbygget søgemaskine, hvor man søger efter bestemte ord i sin CV-database og får vist relevante CV’er.

Kvantificér din ingeniørerfaring

Ved brug af tal kan du både gøre dit ingeniør-CV kortere og formidle mere objektiv information, end ord kan sige. Derfor anbefales det at sætte tal på dine erfaringer fra tidligere ansættelser. Tænk over, om du kan nævne nogle tal om f.eks. budgetter (hvis tilladt), interessenter, cases, tidsrammer osv.

Som nyuddannet ingeniør kan det måske virke ligegyldigt at skrive, hvor mange beregninger om dagen du har lavet, da du var i praktik. Men for arbejdsgiveren fortæller det for det første, at du er dataorienteret, analytisk og bevidst om din præstation (idet du bruger tal i dit CV). For det andet giver det på en effektiv måde et præcist billede af, hvad du kan.

Sæt fokus på evnen til at bevare overblik

Ved at studere jobopslag inden for ingeniørfaget har vi fundet én kompetence, arbejdsgivere efterspørger igen og igen. Det beskrives som evnen til at afslutte opgaver i rette tid, evnen til at føre projekterne i mål, overblik, erfaring med projektledelse osv.

Se, om din potentielle arbejdsgiver også nævner det i jobopslaget, og overvej, om det er en kompetence, du besidder eller godt kunne tænke dig at udvikle i dit nye arbejde. Nævn det i dit ingeniør-CV eller din ansøgning.

Opsummering: Sådan skriver du det gode CV som ingeniør

I ingeniørfaget kan man næsten ikke undgå at skulle lave store ændringer i CV’et i forbindelse med hver jobansøgning. Dette skyldes i høj grad ingeniør-CV’ets mange listepunkter med forskellige projekter, software, teknologier og resultater.

For at en ingeniørs CV kan føre til en jobsamtale, bør det være både interessant og relevant. Målret derfor dit CV ved at læse stillingsannoncen, jobbeskrivelsen og arbejdspladsbeskrivelsen. Genbrug de nøgleord, der nævnes. Præsentér de relevante erfaringer, og undlad at skrive meget om de irrelevante.

Husk på, at de fleste ingeniør-CV’er mangler at formidle personligheden. Derfor er det en god idé at nævne dine personlige kompetencer og beskrive dine fritidsinteresser kort og effektivt.

Vil du spare tid, når du udarbejder dit nye, målrettede CV som ingeniør? Brug CV-eksempler som inspiration, og vælg en professionel CV-skabelon for at give dit CV en klar struktur. Vælg en matchende ansøgningsskabelon, og gør din jobansøgning klar allerede i dag.

Del via:
Radvilé Liolyte
Radvilé Liolyte
tekstforfatter
Har i over 15 år researchet blandt andet rekrutteringsbranchen og skrevet over 100 praktiske guides, der hjælper jobsøgende til at skrive et stærkt CV.

Slå konkurrenterne

Få dine jobansøgninger til at skille sig ud fra andre kandidaters jobansøgninger.

Kom godt i gang