Revisor-CV – med eksempler og tips
Når du søger job som revisor, er det vigtigt at udarbejde et velstruktureret og målrettet CV, der formidler jobspecifikke kompetencer og fremhæver et match mellem din faglige profil og din drømmearbejdsgivers revisionsmæssige behov. På denne side finder du den anbefalede CV-opbygning, flere eksempler på CV for revisorer og tips til at lave et godt CV som revisor.
De vigtigste afsnit i en revisors CV
Når bogholdere er færdige med budgetter, bogføring, afstemning og opstilling af regnskaber, er det revisorens rolle at gennemgå og kontrollere oplysningerne. I særdeleshed er statsautoriserede revisorer pålagt et stort ansvar som offentlighedens tillidsrepræsentanter, der må afgive erklæringer på årsregnskaber. Med denne grad af ansvarlighed skal en revisors CV ikke blot vise, at man er god til matematik og lovgivning, men også demonstrere høj præcision, kommunikationsevner og et velkalibreret værdikompas.
For at udarbejde et overbevisende og målrettet CV som revisor bør du først og fremmest gruppere informationerne i dit CV, så arbejdsgiveren eller rekrutteringsmedarbejderen nemt kan få overblik over din faglige profil. Derefter skal dataene sorteres efter relevans i forhold til den specifikke stilling, du søger, så de relevante stillinger og kompetencer fylder mest i dit CV. Her gennemgår vi de vigtigste CV-afsnit for revisorer.
Kontaktoplysninger
Start med at angive dine kontaktoplysninger: dit fulde navn, telefonnummer, professionel e-mailadresse og evt. din LinkedIn-profil samt din fysiske adresse. Sørg for, at alle oplysninger er opdaterede og korrekte, så ansættelseschefen nemt kan komme i kontakt med dig.
Overskrift
Din CV-overskrift bør være kort og præcis, og den skal fange arbejdsgiverens opmærksomhed. Overvej at inkludere din nuværende jobtitel, antal års erfaring og et par nøglekompetencer, der definerer dig som revisor.
Her er tre eksempler på CV-overskrifter for revisorer:
”Kommunikativ revisor med international erfaring”
”Resultatorienteret revisor med en stærk digital baggrund”
”Dedikeret cand.merc.aud. med 7+ års erfaring”
Profiltekst
Profilteksten eller CV-resuméet fungerer som en skreven elevatortale. Med 3-5 sætninger skal den fremhæve de for arbejdsgiveren mest relevante højdepunkter i din faglige baggrund, dine kernekompetencer som revisor og din motivation eller karriereperspektivet. Brug dette afsnit til at skabe et stærkt første indtryk og vise, hvad der gør dig til den perfekte kandidat.
For eksempel:
”Proaktiv revisor med over 7 års erfaring inden for finansiel revision, skat og rådgivning. Stærke analytiske færdigheder og en dyb forståelse af regnskabsprincipper samt lovgivning. Jeg leverer præcise og pålidelige resultater, og har en dokumenteret evne til at effektivisere finansielle processer med digitale løsninger. Jeg søger en udfordrende stilling, hvor jeg kan være med til at udvikle IT-baserede løsninger for regnskab og revision.”
Erhvervserfaring
Den bedste måde at vise din revisorerfaring på CV’et er i omvendt kronologisk rækkefølge, hvor du starter med din seneste stilling. Præsentér din ansættelseshistorik med stillingsbetegnelser, arbejdsgivere, ansættelsesperioder og korte beskrivelser af dine ansvarsområder samt præstationer. Brug handlingsorienterede verber, og kvantificér dine resultater, hvor det er muligt.
Eksempel:
Revisor, PwC, Aarhus
Januar 2016 - Nu
Ansvarlig for revision af årsregnskaber, skatteberegninger og rådgivning til små og mellemstore virksomheder. Har bidraget til at forbedre kundetilfredsheden med 20% gennem proaktiv kommunikation og høj kvalitet i leverancer.
Uddannelse
I dette afsnit af revisor-CV’et angiver du dine uddannelsesmæssige kvalifikationer, inkl. overbygning, obligatoriske og tilvalgte kurser samt relevante certifikater. Start med din seneste uddannelse, og arbejd baglæns. Husk at inkludere navnet på uddannelsesinstitutionen, uddannelsesnavnet og datoer.
For eksempel:
Cand.merc.aud., Aarhus Universitet
September 2010 - Juni 2015
Specialisering i revision og regnskab med fokus på international regnskabsstandard og skattelovgivning.
Sprogkundskaber
Som revisor kan det være en fordel at mestre flere sprog, især hvis du arbejder med internationale kunder eller regnskaber. I denne sektion i revisor-CV’et kan du angive dine sprogkundskaber og dit niveau for hvert enkelt sprog.
Det kunne se sådan ud:
- Dansk: Modersmål
- Engelsk: Flydende
- Tysk: Grundlæggende
Faglige kompetencer og IT-færdigheder
Fremhæv dine faglige kompetencer og IT-færdigheder, der er relevante for revisorrollen. Det kan være færdigheder inden for regnskabssoftware, dataanalyse, risikostyring eller kommunikation. Vær konkret og målrettet i dit valg af regnskabsmæssige færdigheder, og præsentér dem med et niveau af beherskelse. Dette kan du gøre med ord eller med grafiske skalaer, som er indbygget i mange CV-skabeloner.
Eksempel:
- e-conomic: Ekspert
- IT-revisor: Ekspert
- Excel: Avanceret
- Bogføringsloven 2022-2026: Ekspert
Personlige kompetencer
Revisorer skal ikke kun være stærke analytisk, men også i forhold til interpersonelle, såkaldte bløde færdigheder og andre personlige kompetencer. På et CV som revisor kan du angive disse uden niveau, for eksempel:
- Præcision
- Integritet
- Kommunikation
- Møder kunden i øjenhøjde
Andre CV-sektioner
Viser dit revisor-CV sig at være for kort (under 1,5 side), efter du har udfyldt de ovenstående sektioner? Overvej at udvide CV’et med et afsnit om frivilligt arbejde, bestyrelsesposter eller fritidsaktiviteter, der styrker dit CV i forhold til den stilling, du søger.
Når du har udfyldt disse afsnit, har du skabt et solidt fundament for dit CV som revisor. Nu begynder arbejdet med målretningen. Se vores 5 tips til, hvordan du gør.
5 tips til at skrive et målrettet revisor-CV
Sortér og målret dit CV-indhold
Når du skriver indholdet til dit CV som revisor, husk da at tilpasse det til det specifikke job, du søger. Dette gør du ved at slette beskrivelserne under irrelevante stillinger og evt. udvide beskrivelserne under de relevante. Har du en lang ansættelseshistorik? Slet beskrivelserne under stillinger, der er mere end 10 år gamle, og se, hvordan du kan gøre dit CV så kort som muligt, mens du samtidig viser, at du har været i arbejde.
Brug jobopslagets sprog i dit CV som revisor
Analysér jobopslaget nøje, og identificér de nøglekompetencer og erfaringer, arbejdsgiveren efterspørger. Brug de samme ord i dine stillingsbeskrivelser, og tilpas dit revisor-CV samt din ansøgning, så de præcist afspejler, hvordan du matcher de ønskede kvalifikationer. Dette vil ikke kun øge dine chancer for at komme til jobsamtale, men også vise, at du er detaljeorienteret og har forståelse for jobbet.
Kvantificér din revisorerfaring
Arbejdsgivere værdsætter konkrete tal og eksempler i CV’er fra revisorer. Derfor er det vigtigt, at du undgår at skrive klichéer og i stedet omsætter din erfaring og de resultater, du har opnået i tidligere stillinger, til tal. For eksempel kan det være vigtigt at nævne tal, der afspejler din arbejdseffektivitet, antal årsregnskaber eller sager, du har hjulpet kunderne med, eller med hvor mange procent din indsats kunne mærkes på bundlinjen.
Sæt fokus på evnen til at bevare overblik
Revisorer skal ofte jonglere flere opgaver på én gang og arbejde med stramme deadlines. Det er derfor vigtigt, at dit CV som revisor indeholder nogle konkrete eksempler på, hvordan du har håndteret stressede situationer, bevaret roen og leveret præcise resultater. Du kan flette dem ind i dine erfaringsbeskrivelser og nævne en lignende evne under personlige kompetencer.
Benyt dig af CV-eksempler og skriveguides
Undersøg flere eksempler på gode CV'er, og læs vores guides, hvor du finder gode råd til, hvordan du bedst muligt præsenterer dig selv i et CV. Dette vil hjælpe dig med at skræddersy hver CV-sektion til din potentielle arbejdsgivers ønsker. Se også et eksempel på en ansøgning som revisor for at få en idé om, hvordan du skaber det bedste sæt af de vigtigste dokumenter i din jobsøgning.
Opsummering: Sådan laver du et stærkt CV som revisor
At skrive et stærkt og målrettet CV som revisor kræver tid, opmærksomhed på detaljer og en forståelse for, hvad arbejdsgivere leder efter.
Husk på, at dit CV er dit personlige visitkort, og det er derfor vigtigt at vælge en passende CV-skabelon. I revisionsbranchen anbefales det at holde sig til minimalistiske CV- og ansøgningsskabeloner.
Brug tid på at tilpasse og gennemarbejde dit revisor-CV for hver enkelt stilling, du søger, og sørg for, at det fremstår fejlfrit. Med et stærkt CV i hånden er du et skridt nærmere din næste stilling som revisor.
Held og lykke med din jobsøgning!
Slå konkurrenterne
Få dine jobansøgninger til at skille sig ud fra andre kandidaters jobansøgninger.