10 CV-typer og formater til din jobjagt
Skrevet af Radvilé Liolyte, tekstforfatter • Senest opdateret d. 6. november 2024

10 CV-typer og formater til din jobjagt

Der findes forskellige CV-typer og formater, der tjener forskellige formål. Nogle af dem er musthaves for alle og enhver, mens andre kan understøtte din jobsøgning i visse situationer og kan være nyttige at vide om. Her gennemgår vi de ti CV-formater, du kan overveje at have med i din værktøjskasse, når du søger job.

Kom godt i gang

Overblik over de forskellige CV-typer

CV’ets formater kan kategoriseres efter den kronologiske rækkefølge i CV’et, det medie, det er lavet med, og det formål, det har. I bund og grund er der to CV-typer at vælge mellem, når du søger job: det omvendt-kronologiske og det kompetencestyrede (funktionelle) CV. Andre CV-typer kan danne grund for det CV, du bruger, eller støtte op om det ved at give ekstra information.

Brutto-CV

Brutto-CV’et er et master-CV eller en faglig logbog, som du fører gennem hele livet. Dette CV er kun til dit eget brug, og kan have en ubegrænset længde. Der noterer du alle dine uddannelser, ansættelser, kurser og alt det, der kan være vigtigt at tage med i dine fremtidige CV’er. Når du skal udarbejde et kortfattet og målrettet CV i forbindelse med en jobansøgning, kan du lave en kopi af dit brutto-CV og slette irrelevante indslag samt redigere og tilpasse teksten til det job, du søger.

Omvendt-kronologisk CV

Det omvendt-kronologiske CV er den mest populære CV-type blandt danske arbejdsgivere og derfor også den, du kan se i vores CV-eksempler. Den passer bedst til dig, hvis uddannelse hænger sammen med din erhvervserfaring, eller blot hvis du har flere linjer i din ansættelseshistorik, der peger i retningen af den stilling, du ansøger nu.

I det omvendt-kronologiske CV angiver du dine uddannelser og ansættelser i en omvendt-kronologisk rækkefølge, dvs. med den seneste øverst. Under de seneste tre stillinger angiver du 3-8 punkter med beskrivelser af dine ansvarsområder, kompetencer og resultater. Hvis din uddannelse er afgørende i stillingen, kan du placere uddannelsesafsnittet oven over erfaringsafsnittet, og omvendt, hvis din erfaring tæller højest.

Kompetencestyret (funktionelt) CV

Det kompetencestyrede CV fremhæver dine faglige kompetencer og fjerner fokus fra kronologien i din karrierehistorik. I dette CV-format angiver du 3-5 kompetencer som underoverskrifter under overskriften ”Kompetencer”. Hver underoverskrift efterfølges af en punktopstilling med eksempler, der beviser den pågældende kompetence.

Eksemplerne kan være blandede og komme fra de opgaver, du har udført under din uddannelse, praktik, i dit arbejde, frivillige arbejde og i andre sammenhænge. De må gerne afspejle de resultater, du har opnået, og vise, hvordan du kan skabe værdi i den virksomhed, du ansøger hos.

Kompetence-CV’et er den oplagte mulighed til dig, der er nyuddannet, mangler relevant erfaring eller drømmer om at skifte karriereretning. CV-typen passer også til dig, der har store tidsmæssige huller i CV’et på grund af f.eks. at have rejst eller passet børn derhjemme i flere år.

Blandet (hybrid) CV

Det blandede CV kombinerer elementerne fra det omvendt-kronologiske og det kompetencestyrede CV. Her deler du CV’et op efter kompetencer frem for uddannelse og erfaring, men du angiver datoer for dine jobs og uddannelser i en omvendt-kronologisk rækkefølge i bunden af CV’et.

Det er ikke alles CV’er, der kan udformes på denne måde, hvis man samtidig vil opretholde en overskuelig opdeling og et ordentligt udtryk. Datotilføjelser kan nemt komme til at skabe mere forvirring end klarhed hos læseren, især hvis de fremgår ved siden af dine kompetencebeskrivelser.

Ekspert tip:

Hvis du vælger at lave et blandet CV, anbefaler vi, at du opretter CV-sektioner ”Uddannelse” og ”Ansættelseshistorik” og placerer dem efter din kompetencesektion. Indsæt lister med dine tidligere stillinger og uddannelser uden yderligere forklaringer. På den måde kan du gøre CV’et kortere og samtidig give arbejdsgiveren tilstrækkeligt med information, som de kan spørge ind til, hvis de kontakter dig.

Traditionelt kronologisk CV

Selvom udtrykket ”kronologisk CV” i dag sidestilles med det omvendt-kronologiske CV, er dette ikke helt korrekt, hvis man ser det efter i sømmene. Et kronologisk CV er et CV, hvor kandidatens uddannelse og ansættelseshistorik angives i en kronologisk-fremadrettet rækkefølge, dvs. med den tidligste dato øverst og den seneste i bunden af listen.

Denne CV-opstilling har fokus på faglig dannelse frem for uddannelse. Den anvendes fortsat i akademiske sammenhænge, fordi den giver læseren indblik i kandidatens faglige udvikling fra en ung alder og frem til nu. På den måde kan man få et holistisk billede af, hvor omfattende en videns- og erfaringsbase kandidaten bygger på.

"I bund og grund er der to CV-typer at vælge mellem, når du søger job: det omvendt-kronologiske og det kompetencestyrede (funktionelle) CV."

Onepager-CV

Et onepager-CV er også kendt som netværks-CV eller resumé-CV, da det tager afsæt i det amerikanske resume og fungerer som dit salgsmateriale til potentielle arbejdsgivere. I Danmark bliver denne CV-type brugt til at dele med netværket, så dine tidligere kollegaer nemt kan vise det til deres chef i tilfælde af, at en kommende åben stilling kommer på tale. En onepager fylder kun én side, til gengæld er denne side tætpakket med relevante informationer i forbindelse med din drømmestilling.

Onepager-CV’et består af dine kontaktoplysninger, CV-titel, profiltekst, de seneste 10 års relevant erfaring med målrettede beskrivelser, din uddannelse, færdigheder, kompetencer, IT-værktøjer og alt det, du kan få til at passe på én side. Denne CV-type kræver en bestemt CV-skabelon, som du kan finde flere udgaver af på Jobseeker. Det er skabelonen med en sidekolonne i en anden farve og meget kompakte sektioner med listepunkter og grafiske skalaer.

Kreativt CV

Det kreative CV kan have mange forskellige formater fra infografiske CV’er for grafikere til avisformatet til journalister, virkelige produkter for produkt- eller konceptudviklere og animationer for dem, der lever af det. Denne CV-type kan som regel ikke aflæses af softwaren i arbejdsgiveres rekrutteringssystemer, så du må gøre dig umage med at sikre, at dit kreative CV når arbejdsgiverens skrivebord. Det er modigt at vælge dette CV-format, og det kan kun anbefales, hvis dit færdige produkt virkelig beviser, at du lever op til stillingens krav.

Video-CV

Et video-CV er en kort videopræsentation, der kan sendes sammen med dit CV eller deles med netværket på sociale medier som LinkedIn. Den bedste videolængde ligger mellem 30 og 90 sekunder, hvor du præsenterer dig selv og vækker interessen for at læse dit CV. Du skal ikke gentage dit CV, men du bør nævne din uddannelse, hvad du laver, eventuelt i hvor mange år, og hvilken værdi du kan skabe for virksomheden. Der skal du brænde igennem med din ægte motivation for stillingen eller virksomheden. Filmer du et video-CV til deling med netværket, bør du fokusere på at vise din motivation for det, du laver, og de resultater, du skaber.

Akademisk CV

Det akademiske CV har en særlig udformning i hvert land. I Danmark kan det fylde fra 3 til mere end 10 sider. Denne CV-type bruges i forbindelse med ansøgninger om forskerstillinger, og forskningsfinansiering samt stillinger som videnskabelig assistent, undervisningsassistent eller ekstern lektor uden ph.d. Det akademiske CV er en af de få CV-typer, der stadig kan opstilles efter den traditionelle kronologiske rækkefølge frem for den omvendt-kronologiske. Derfor er det afgørende at tjekke den enkelte arbejdsgivers krav.

Der er en del forvirring om, hvorvidt alle akademikere (personer, som har gennemført en akademisk uddannelse) bør bruge det akademiske CV-format. Her er svaret: Det kommer ikke an på din uddannelse, men den stilling, du søger. Jobsøgende med akademisk uddannelse, der søger ikke-akademiske stillinger, skal bruge den almindelige CV-skabelon. Jobsøgende, der søger akademiske stillinger, skal udarbejde det akademiske CV.

Europass CV

Et Europass-CV er EU’s CV-standard, der på mange måder ligner det danske CV. Dette CV kan du oprette på EU’s platform Europass, hvor du samtidig indtaster dine data i deres CV-database. Dette kan lette processen, hvis du søger job i andre europæiske lande. Se vores artikler om CV for at blive klogere på CV-standarderne i forskellige EU-lande, som Europass’ universelle CV-opbygning ikke altid dækker.

Vælg den rette CV-type til formålet

Der findes mange typer af CV’er, men når det kommer til sagen, kan du oftest nøjes med at vælge mellem det omvendt-kronologiske og det kompetencestyrede CV.

Det omvendt-kronologiske CV er den mest udbredte CV-type i Danmark, og en klar vinder blandt arbejdsgivere, fordi det er den, deres øjne er mest vant til. Det vil sige, det tager kortere tid at læse CV’et, hvilket for en travl arbejdsgiver er en klar bonus. Vælg denne CV-type, hvis du har noget kronologisk sammenhængende erhvervserfaring.

Det kompetencestyrede CV er oplagt til dig, der af en eller anden grund vil nedtone kronologien i dit CV eller sætte fokus på dine kompetencer. Det kan f.eks. være fordi, at du mangler direkte relevant erfaring, men har overførbare kompetencer fra andre brancher, fag eller jobtyper. Se, om du kan kombinere denne CV-type med kronologiske datoangivelser for at fremstå som en pålidelig kandidat.

Vil du dele dit CV og lade det sprede sig online? Overvej at supplere dit rigtige CV med et onepager- eller video-CV. Disse kan uploades på sociale medier og på den måde vække opsyn hos netværket og arbejdsgivere, som muligvis bliver interesseret. Husk blot at angive dine kontaktoplysninger og links til dit fulde CV online.

Held og lykke med din jobsøgning!

Del via:
Radvilé Liolyte
Radvilé Liolyte
tekstforfatter
Har i over 15 år researchet blandt andet rekrutteringsbranchen og skrevet over 100 praktiske guides, der hjælper jobsøgende til at skrive et stærkt CV.

Slå konkurrenterne

Få dine jobansøgninger til at skille sig ud fra andre kandidaters jobansøgninger.

Kom godt i gang