CV-billede: Hvornår er foto på CV’et en bonus?
Skrevet af Radvilé Liolyte, tekstforfatter • Senest opdateret d. 25. november 2024

CV-billede: Den komplette guide til fotos på CV’et

Personlige billeder på CV’er blev udbredt, siden faglige sociale medier som LinkedIn kom til Danmark. CV-billeder bidrager nemlig til vores personlige branding, når vi søger jobs: De får vores CV’er til at skille sig ud og hjælper arbejdsgivere med at huske os. På den anden side kan CV-fotos føre til diskriminering på grund af race, alder, køn og andet, hvilket er grunden til, at de er forbudt i blandt andet USA og Canada.

Kom godt i gang

I denne artikel kigger vi på fordele og ulemper ved CV-fotos. Derudover gennemgår vi, hvordan et godt CV-profilbillede skal se ud, hvordan du kan tage et med din telefon, og hvor i CV’et det skal placeres. 

Fordele ved CV-billeder

Da 80 % af arbejdsgivere foretrækker billeder på CV’er (1), og de fleste kandidater bruger dem, kan et CV uden billede se mangelfuldt ud. Derfor er den største fordel ved CV-billeder, at de får dit CV til at falde inden for normen og se færdigt ud. Et professionelt billede på CV’et fungerer som en form for logo for dit personlige brand. Det får dit CV til at skille sig ud fra mængden og hjælper arbejdsgiveren med at huske dig. Brug et godt portrætbillede på dit CV, og gør det mere personligt for de mennesker, der læser det. 

Ulemper ved CV-billeder 

Ulempen ved at bruge et CV-foto er, at du kan komme til at være uheldig med forhåndsindstillinger og eventuel diskriminering. Eksempelvis hvis du ser meget ung ud (som du måske ikke er) og søger en seniorstilling, kan dit CV-billede gøre et forkert indtryk på arbejdsgiveren. Omvendt, hvis du ser meget ældre ud, kan det godt være, at arbejdsgiveren ikke vil ansætte dig i en stilling, som for eksempel kræver fysisk arbejde. 

"Hvis en arbejdsgivers dømmekraft bliver påvirket af dit CV-billede, så virker det begge veje: Dit CV-foto kan være grunden til, at de afviser dig, og grunden til, at de indkalder dig."

CV-fotos og rekrutteringssystemer

Rekrutteringssystemer har integrerede ATS-systemer, som screener og sorterer CV’er efter, hvor relevant deres indhold er til stillingen. De nye ATS-programmer kan godt aflæse og analysere CV’er med billeder, men der findes flere ældre ATS’er, som ikke kan finde ud af at screene CV’er med fotos.

Hvis du skal uploade dit CV i en rekrutteringssystems database, bør du være opmærksom på, hvilket system du har med at gøre. Står der for eksempel, at dit billede skal uploades separat? Så fjern det fra dit CV, fordi det er et tegn på, at arbejdsgiverens software ikke kan læse filer med billeder i. Du kan se det, hvis der ved siden af et af felterne står ”Tilladte filformater: *.jpg, *.jpeg, *.bmp, *.png og lignende.

Overvejelser om CV-profilbilleder

Det kan anbefales at indsætte et profilbillede på CV, hvis dit udseende er en vigtig del af dit arbejde. Det kan for eksempel være, at du er fotomodel eller scenekunstner, og dit ansigt er et brand i sig selv. Det kan også være, at du skal arbejde med salg af luksusvarer eller ejendomme – der er det også vigtigt, at du kan repræsentere virksomheden på bedste vis.

Hvis dit drømmejob ikke har noget med udseende at gøre, så skynd dig ikke med at indsætte dit foto i CV’et. Billeder fylder på CV’et, og du kan udnytte den plads til at skrive noget relevant om dig selv i forhold til drømmestillingen. Derudover kan CV-fotos være grund til misforståelser og diskriminering. Hvis du vil, kan du indsætte et link til din profil på LinkedIn, så arbejdsgiveren kan se dit profilbillede, hvis det er relevant. 

"Man kan konkludere, at et CV-foto alene ikke afgør, om du bliver indkaldt til en jobsamtale eller ej. Fotoet er blot en af de mange faktorer, der spiller ind."

Behovet for CV-fotos i forskellige stillinger

CV-fotos kan anbefales i stillinger, hvor man repræsenterer virksomheden fysisk eller over video, eller hvor man har direkte kontakt med kunder, samarbejdspartnere, borgere og patienter.

Typiske brancher, hvor det er vigtigt at have et foto på CV’et:

  • Mode
  • Underholdning
  • Salg og rådgivning (fysisk eller over video)
  • Hotel- og restauration
  • Sundhed, pleje og omsorg 

CV-fotos behøves ikke (men anbefales) i stillinger, hvor man repræsenterer virksomheden telefonisk, skriftligt, eller har ingen repræsentationsansvar.

Typiske brancher, hvor CV-fotos er mindre vigtige

  • Landbrug
  • Industri
  • Bygge og anlæg
  • IT-branchen
  • Salg og rådgivning (telefonisk eller skriftlig)
  • Transport og logistik

Hvordan skal et CV-billede se ud?

Portrætbillede - ikke selfie eller helkropsfoto

Sørg for, at dit CV-foto har et portrætformat, det vil sige, at der kan ses dit ansigt, skuldre og den øverste del af brystkassen. Hvis hele din krop er vigtig for din drømmestilling (dvs. du er model eller skuespiller), kan du indsætte links til dine online-porteføljer med helkropsbilleder i afsnittet “Personlige oplysninger” på dit CV. Det kan ikke anbefales, at du bruger den dyrebare plads på CV’et til store billeder. 

Her er nogle gode eksempler på portrætbillede:

Neutral baggrund og ansigt i fokus

Baggrunden for CV-fotos bør være neutral, så dit ansigt er i fokus. Sørg for at få taget billedet et sted, hvor der er god belysning, eller lad professionelle fotografer gøre det. Intet billede på CV’et er bedre end et sjusket billede. Hvis du beskæftiger dig med foredrag eller scene, kan du også bruge scenen som baggrund til dit CV-billede, så længe dit ansigt fremstår tydeligt. 

Påklædning der passer til stillingen

Brug en uniform eller tøj, som er typisk for branchen, virksomheden eller stillingen. Hvis du er ny på arbejdsmarkedet, kan du undersøge billeder af det team, du gerne vil blive en del af. Nogle gange kan du finde profilbilleder af personalet på firmaets hjemmeside eller på de faglige sociale medier. Kig på, hvad dine kommende kollegaer har på, når de er på arbejde, og find det mest vellignende tøj i dit skab.

Hvor på CV’et skal billedet placeres?

Hvis du laver dit CV i Word eller Docs, kan det anbefales, at du holder dig væk fra skabeloner med store billeder, eller hvor billedet er placeret uden for sidehovedet. CV-billedet skal indsættes øverst i det højre eller venstre hjørne, ofte i sidekolonnen på din CV-skabelon. Nogle skabeloner er designet med billedet i midten, hvilket også er acceptabelt, så længe det er i sidehovedet.

Sådan tager du et godt CV-foto med din smartphone 

Du behøver ikke at betale en professionel fotograf for at få taget et godt CV-foto. Moderne smartphones kan rigtigt meget, og hvis du sørger for at have god belysning og en form for et stativ, kan du nå langt med selv at tage et fornuftigt CV-foto. 

Tag portrætbilleder frem for selfies

Bagkameraet på din telefon kan mere end frontkameraet. Desuden kan du tage billedet på en større afstand og på den måde undgå forvrængninger i kanterne. Sidst, men ikke mindst er der den klare fordel, at din udstrakte arm ikke kommer med i billedet. 

Find et sted med god belysning

  • Naturligt dagslys er det bedste valg for levende portrætbilleder
  • Lyset skal spredes ud og ikke falde direkte på dit ansigt, så du undgår skygger
  • Hvis du bruger kunstig belysning, sørg da for at sprede lyset ud i rummet, og stå ikke lige under en loftslampe
  • Du kan nemt skabe indirekte lys ved hjælp af almindelige dagsgardiner eller noget gaffatape og tyndt og hvidt stof, gennemsigtigt afdækningsplast, fiberdug og endda bagepapir foran lamperne

Kameraopstilling

  • Lån eller lej et kamerastativ eller en tripod til din smartphone, eller byg din egen platform ved at sætte en stol op på et bord og bruge andre, mindre genstande
  • Linsen skal være på højde med dine øjne eller pande, så du hverken kigger op eller ned i den
  • Sørg for at kameraet står stabilt, og indstil en passende tid, som billedtagningen skal udskydes i
  • Tag nogle prøvebilleder for at finde den perfekte belysning, vinkel og afstand, du skal stå i både i forhold til kameraet og baggrunden

Baggrund

  • Find en neutral, ensfarvet baggrund. Hvis du vælger en baggrund, hvor der også kan ses andre genstande, husk da at sløre dem
  • Sørg for, at baggrundsfarven står i kontrast til farverne på dit hår, ansigt og tøj, også selvom du slører baggrunden
  • Hvis du står op mod en væg, prøv at stille dig på mindst en meters afstand fra den for at skabe dybde i billedet 

Dit udseende

  • Vælg din bedste side
  • Stå lidt skråt, så man kan se den ene skulder
  • Har du langt hår, så skal det flyttes væk fra skulderen
  • Stik hovedet en smule frem mod kameraet, så du ikke får en dobbelthage
  • Hold hovedet i en lille vinkel, så du ser venlig, men stadig professionel ud
  • Prøv forskellige smil med og uden tænder, og se, hvad der klæder dig bedst
  • Tag tøj på, der passer til dit arbejde, og hvor skuldrene er dækket

Her er nogle gode eksempler:

Billede

  • Vælg portrættilstand (iPhone) eller bokeh-tilstand (Android) på dit kamera, så dit ansigt bliver fremhævet og baggrunden sløret
  • Test, om forskellige lysstyrker og hvidbalancer giver bedre billeder med din telefon
  • Sørg for som minimum at tage billeder af hele din overkrop og noget afstand mellem hovedet og billedets øverste kant
  • Klip for store kanter af, og rediger dine CV-fotos, så du får det udtryk, du ønsker

Tips til CV med profilbillede

1.      Ingen Facebook-billeder

Hvis du ikke har fået taget et professionelt CV-foto endnu, og dit CV skal sendes af sted, så er det bedre at sende det uden billede end at vælge et fra dine profiler på sociale medier. For det første så sender disse billeder en (måske) forkert besked om dig, fordi det virker som, at du ikke har gennemarbejdet dit CV og gjort dig umage.

2.      Gem CV’er med fotos som PDF-filer

Hvis du bruger et foto på CV’et, så husk at gemme og sende dit CV som PDF. Hvis du har lavet det i MS Word eller tilsvarende, risikerer du, at dit CV-billede bliver smidt i bunden eller et andet tilfældigt sted i dit CV. Word-filer har det nemlig med at være ustabile – du kan læse mere om det i artiklen om CV som docx eller PDF. Den nemmeste måde at lave et godt og stabilt CV-layout på er at bruge en CV-bygger som Jobseeker. Hér bliver dit billede klippet og placeret det helt rigtige sted, og dit CV bliver gemt som PDF.

3.      Brug ikke CV-billeder til ansøgninger i udlandet

I USA og Canada samt et stigende antal andre lande må man ikke indsætte CV-fotos og skrive oplysninger om sin alder, køn samt andre personlige oplysninger, som kan føre til diskriminering. Hvis du søger job i Nordamerika og skal for eksempel sende et CV i USA, så lad være med at bruge billeder på CV’et. Søger du job i andre lande, bør du først undersøge, om det er acceptabelt at bruge CV-fotos der. Bliv klogere på retningslinjerne i engelsktalende lande på vores side om CV på engelsk

Skal man have et foto på CV’et?

De fleste arbejdsgivere vil gerne se dit foto, men det er op til dig, om du vil sende det. Her er nogle oplysninger, der kan hjælpe dig med at træffe en beslutning.

Arbejdsgivere siger “Ja”

I konsulenthuset Ballisagers Rekrutteringsanalyse fra 2024 svarede 80 % af danske arbejdsgivere “Ja” på spørgsmålet ”Foretrækker du et billede på CV’et?” (1). Jobindex’ data fra 2022 (2) viser, at 64 % også svarer “Ja” på spørgsmålet ”Mener du, at et CV bør indeholde et billede?”. Selvom 4 ud af 5 ledere indrømmer, at de er påvirket af deres egne værdier og holdninger i rekrutteringsprocessen, vil de stadig gerne se billeder på CV’er. 30 % udpeger endda manglen på billeder eller tilstedeværelse af uprofessionelle billede som en af de største fejl ved CV’er (3).

Lovgivningen om forskelsbehandling og ligestilling

Forskelsbehandlingsloven (4) forbyder både direkte og indirekte forskelsbehandling på arbejdsmarkedet på grund af handicap, alder, race, hudfarve, etnisk oprindelse, national eller social oprindelse, religion eller tro, seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika og politisk anskuelse.

Arbejdsgivere må som regel ikke kræve, at du som jobsøgende angiver ovenstående personlige oplysninger på CV’et, hvilket har medført, at man ikke længere inkluderer sin alder (medmindre man er under 18), køn, nationalitet og etnicitet på CV’et.

Men hjælper det, hvis man alligevel sender et CV-foto? 

Jobsøgendes perspektiv

Et CV-foto fortæller om din alder, køn, hudfarve og en række andre faktorer. I 2023 har Ligebehandlingsnævnet og -sekretariatet modtaget 546 og afgjort 329 sager om forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, hvor de fleste handlede om ansættelsesfasen (5). Den største årsag var handicap, dernæst etnicitet eller nationalitet, køn og alder.

Der er endnu ikke noget lokalt forskningsdata, som forbinder CV-billeder og forskelsbehandling på grund af køn og alder, men flere danske undersøgelser har afsløret massiv forskelsbehandling på grund af udenlandske navne på CV’er uden billeder (6)(7). Dette sætter et spørgsmålstegn ved, hvorvidt CV-fotos faktisk kunne hjælpe kandidater, der har udenlandske navne.

Overvej, hvordan arbejdsgiverens eventuelle bias eller fordomme fungerer. Hvis en arbejdsgivers dømmekraft bliver påvirket af dit CV-billede, så virker det begge veje: Dit CV-foto kan være grunden til, at de afviser dig, og grunden til, at de indkalder dig.

Se objektivt på betydningen af dit CV-foto

Hvis du er i tvivl om, hvilken betydning dit CV-foto kan have for din karriere, kan det være en god idé at se kritisk på de mulige negative konsekvenser og dine fremtidige handlinger. På den måde kan du gå ind i jobjagten med den rette indstilling.

Hvis du sender et CV med billede

  • Hvad er konsekvensen? Du kan enten blive afvist eller indkaldt til en jobsamtale.
  • Hvad er det værste, der kan ske? Du vil ikke blive indkaldt, måske på grund af din alder, hudfarve eller køn, og måske ikke.
  • Hvad kommer der så til at ske? Du vil skrive til den næste arbejdsgiver.

Hvis du sender et CV uden et billede

  • Hvad er konsekvensen? Du kan blive afvist eller indkaldt til en jobsamtale.
  • Hvad er det værste, der kan ske? Du vil ikke blive indkaldt, måske på grund af, at dit CV manglede et billede, og måske ikke.
  • Hvad kommer der så til at ske? Du vil trykke på ”next” og sende dit CV til andre arbejdsgivere.

Man kan konkludere, at et CV-foto alene ikke afgør, om du bliver indkaldt til en jobsamtale eller ej. Fotoet er blot en af de mange faktorer, der spiller ind. Da de fleste arbejdsgivere foretrækker CV’er med billeder, kan du som en tommelfingerregel bruge CV-fotos, så længe arbejdsgiveren ikke fraråder dette i sin jobannonce.

Opsummering

Et billede på dit CV kan øge dine chancer for at komme til en jobsamtale, men kun hvis det er lavet professionelt og støtter op om din faglige profil. CV-billedet skal placeres i et af de øverste hjørner i CV-skabelonen, og filen skal sendes som et PDF-dokument, så du er sikker på, at CV-fotoet ikke hopper i layoutet. Hvis du er usikker på, hvordan du layouter og formaterer dit CV, kan du med fordel bruge en CV-bygger som Jobseeker. Den gør det nemt for dig at uploade dit CV-billede og strukturere dit CV, så det fremstår professionelt og læsevenligt.

Held og lykke med din jobsøgning! 

Kilder

(1)    Konsulenthuset ballisager: Rekrutteringsanalysen 2024

(2)    Helle Jørgensen for Jobindex: Overvej nøje om dit billede skal på CV’et

(3)    Konsulenthuset ballisager: Rekrutteringsanalysen 2018 (PDF)

(4)    Retsinformation: Loven om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet

(5)    Ankestyrelsen: Ligebehandlingsnævnets årsberetning 2023

(6)    Kaare Danielsen for Jobindex: Forskelsbehandling af jobansøgere

(7)    Michael Schrøder for Aarhus Universitets School of Business and Social Sciences: Peter kommer lettere til jobsamtale end Ali

Del via:
Radvilé Liolyte
Radvilé Liolyte
tekstforfatter
Har i over 15 år researchet blandt andet rekrutteringsbranchen og skrevet over 100 praktiske guides, der hjælper jobsøgende til at skrive et stærkt CV.

Slå konkurrenterne

Få dine jobansøgninger til at skille sig ud fra andre kandidaters jobansøgninger.

Kom godt i gang